News from Hell

I weekenden var jeg i Jylland og tog med Molslinien begge veje. Under protest, selvfølgelig, da jeg er uhyre krænket over deres ”orker du ikke Fyn”-kampagne. Vi er nogle, der ikke så tit kan føle os krænkede, og derfor hopper på hovedet i offerrollen ved den mindste lejlighed. Fordi jeg er en utroligt swanky fellow valgte min yndige ledsager og jeg at placere os i ”Restauranten” både frem og tilbage. Man kan bare ikke få nok af dette eksklusive Kattegat-cuisine. På vejen ud var det lydmæssigt mest omfangsrige selskab en udflugt på fem fyre, der var på ”drengetur”. De valgte på et splitsekund buffet med hele udtrækket, og gik så ellers i gang med at lave nogle yderst raffinerede sammenligninger mellem de madvarer, de bragte tilbage til bordet og så diverse kropsdele og disses funktioner. Ikke umiddelbart noget intellektuelt triumftog for mandekønnet, men det gav i det mindste baggrund for at gætte lidt med og fundere over at der nogle gange er en grund til at man hyrer folk udefra til at underholde i et firma, også i disse krisetider hvor Karsten Lauritzen fra Venstre ellers har travlt med at ”vende hver eneste 25-øre”, på trods af at den for længst er afskaffet.
På vej hjem var scenariet det samme, og enkelte af madvarerne sikkert ligeså. ”Drengeturen” var bare blevet erstattet af en ”Tøseudflugt”, der for at gøre historien bedre satte sig ved samme bord som herrerne havde prydet med deres vid. Og så startede maskinen: Ved en grum fejl havde Molslinien lavet et menukort der indebar mere end én valgmulighed. Det førte til heftige diskussioner. En nævnte ud af mundvigen at der fandtes en KAGE-buffet, men kvinder kan jo ikke indtage nogen form for dessert i selskab med andre, uden at alle tilstedeværende spiser med, og det stod ret hurtigt klart at det var umuligt at opnå enstemmighed om kagebuffeten. Tilbage var så valget mellem ”Tapas-buffet”, ”Frokost-buffet”, eller den variant som drengeturen valgte på et splitsekund: Begge dele. Ved pigebordet førte dette valg dog til en større rådslagning, afbrudt af udflugter til buffeten for at analysere udbud og kvalitet. Det tog en tredjedel af sejlturen og tre-fire henvendelser fra den stadig mere desperate tjener før de besluttede sig. For hver sin ting, i øvrigt. Et selskab af mænd havde nok fået at vide at det er normalt at et bord bestiller det samme, så man ikke skal rende og holde øje med om alle holder sig til det, de har betalt for, men tjeneren lod dem pædagogisk beholde succesoplevelsen af at have truffet en beslutning.
Jeg siger ikke at de fem kvinder er repræsentative for deres køn, lige så lidt som de fem fyre på drengeflugt var det, men når kvinder føler sig diskriminerede på arbejdspladser og ikke får den respekt, de føler sig fortjente til, så kan en af grundende være deres manglende talent for at prioritere, vælge deres kampe og træffe bare en lille-bitte beslutning inden færgen er i havn.

The danish way to suck

Tilsyneladende er der kun to måder at lave en reklame for en kæde af forretninger på i Danmark: Enten opfinder man en ”skør-men-selvfølgelig-på-den-hyggelige-og-ufarlige-renskurede-måde” person, der er helt vild med kæden og dens butikker, varer og priser.
Eller også opfinder man en fiktiv konkurrent, der sørme IKKE er lige så god som den butikskæde, man reklamerer for. Den første metode er fladtrådt ud i det ubærlige, den sidste er vanvittig uambitiøs. ”Det kan godt være, vi ikke er noget særligt, men vi er bedre og mere sympatiske, end nogen vi selv har fundet på”. Må jeg foreslå sloganet ”Vi er da bedre end fiktive galninge”?