<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

torsdag, marts 22, 2012

Vores mand på stedet. 

Hvis nyhedsafdelingerne på de danske TV-stationer på et tidspunkt skulle lede efter et sted at spare, så har jeg et forslag: Af og til forstår man godt en nyhed uden at en dansk journalist har sat sig ind i en flyver og er rejst derhen, hvor nyheden er opstået. For eksempel - og det er kun et eksempel - er der ikke noget som helst i nyheden om at 28 mennesker fra Belgien er blevet dræbt i en busulykke i Schweitz, man forstår bedre, fordi TV2 har sendt en mand til ulykkesstedet. En bus er kørt galt, og tragisk nok er mange af passagererne døde. Hvad mangler vi for at forstå den nyhed? At en mand er rejst fra Kvægtorvet til Schweitz og kan afsløre at der nok har været noget galt med enten bussen ELLER chaufføren. Der var altså ikke tale om en UFO-invasion eller muterede bjerggeder. Jeg skriver det ikke for at genere korrespondenten: Det kan jo ikke udelukkes at hvis han havde haft to timer mere på stedet ville han være faldet over noget konkret viden, såsom at politiet kunne fastslå at der var tale om en punktering eller et hjerteanfald. Men nu stod han bare og sagde at der nok var gået noget galt, siden alle de her belgiske børn var blevet slået ihjel. Det er en flybillet, der er givet dårligt ud, med mindre manden havde et andet ærinde i området. Men TV2 stoppede selvfølgelig ikke her: Børnene var jo fra Belgien, så TV2 havde også sendt en ung dame til Belgien, hvor hun kunne fortælle at folk der, meget mod vores forventning, var decideret kede af det. For elegant at kontrastere denne tristesse er den belgisk-udsendte dame selv ved at boble over af fornøjelse over at være på - live! Regner TV2 med at vi er så afstumpede at vi ikke forstår konceptet "sorg", med mindre vi ser folk græde? Eller er det for at dæmpe de konspirationsteoretikere, der nægter at anerkende eksistensen af Belgien? DR kan også være med. Når der bliver skudt tre børn på en fransk skole, så skal der da stå en DR-mand i Frankrig. Bliver han spurgt om politiet er tæt på at fange gerningsmanden? Nej, Tina Gøttsche bruger sin lange journalistiske erfaring til - fra studiet - at spørge DRs mand på stedet: "Er hele Frankrig så i sorg?" Der er jo ALT galt med det spørgsmål. Skulle manden have spurgt samtlige franskmænd og konkluderet at en der hedder Jacques i Brest har andet at tænke på? Skal han svare nej og stemple hele den stolte franske kulturnation som afstumpede børnehadere. Det eneste rigtige svar er naturligvis "JA, bortset fra en lille landsby af uovervindelige gallere". Det andet eneste rigtige svar var at smide mikrofonen, gå ud af billedet og næste gang spare rejsen.

tirsdag, marts 20, 2012

Sov godt, krea-typer. 

Måske bliver stor kunst kun skabt, når kunstneren ikke tænker på, hvem der skal "bruge" den? Jeg tror ikke, jeg har skrevet noget i mit voksenliv, hvor jeg ikke kendte modtageren, eller i hvert fald vidste, hvem det var meningen at målgruppen skulle være. Og så sidder man der, en vennesæl og god dreng, der i hvert fald ikke gør noget forkert, og flytter på sine bogstaver og tegn så de ender med at være populære, forhåbentlig. Og hvis der ikke kommer klager, men honorar, er succesen hjemme. Igen i den omgang, og så videre til næste målgruppe. Det værste man kan gøre i mit "fag" er at komme til at skrive eller sige noget, som ikke umiddelbart bliver forstået, for så siger al bladsnedker-teori at læseren straks og skånselsløst går videre til næste emne, eftersom læsere per journalistisk definition ikke har nogen form for foretrukne emner, interesser eller sproglige idealer (udover at der skal staves rigtigt!). Men jeg er også (dog for sjældent) læser, og kan aldrig huske jeg har lukket en bog med et veltilfreds suk, fordi den var fuldkommen uden kommafejl. Når jeg kan huske en bog er det for det uforståelige greb om mine tanker, og ikke fordi den var "lige hvad jeg kunne lide". Jeg ved godt at bøger og presse er forskelllige spil, men på samme måde som jeg har haft de største bogoplevelser med værker, jeg ikke havde luret på forhånd, så er de artikler, jeg tager med fra dagens avis, heller ikke noget, jeg har bestilt. Og nej, det er ikke noget kæmpe-problem, men der sidder redaktører derude, som mener at vide hvad læserne, seerne og "Målgruppen" vil have. Og de er en plage at arbejde for, fordi de glemmer at i ingen af livets forhold er det frækt at få det, man beder om. At planlægge en avis eller et magasin efter hvad læserne vil have, svarer til at bede en pige om at sige noget frækt, og så høre hende svare: "Noget frækt!". Jeg slipper let. Jeg har sjældent den samme tjans i lang tid og tumler ikke med den samme chef i årevis, men jeg har ondt af de, der gør, og ikke får lov at søge overraskelsen. For det gør meget få i dag. De bliver kvalt af et cheflag, der er på værdiseminarer, udviklingsweekender og "teambuilding", selvom de ikke har noget at bygge det mindste omkring. Det skræmmende er at der ud af munden på selvsamme chefer kommer noget med "konkurrencen" og "krisen" og andre klichéer, der skal gøres os villige til at arbejde længere og billigere. For hvis Danmark skulle være det store foregangsland, der virkelig rykkede, ville en meget enkel kur være at fyre alle mellemlederne og spare de store "lad os finde vore værdier"-chefdage væk, så der blev mere ro hos de, der rent faktisk arbejder og overskud på lønkontoen når man fik fyret lidt af det administrative. Som en af landets sjoveste mænd krystaliserede det, da jeg i 1998 hentede ham i DRs reception i den gamle tv-by: Flemming Jensen skulle være gæst i et program, jeg var med til at lave, og da vi gik ned af den utrolig lange glasgang mod studierne, drejede han mod højre og ikke til venstre, hvor studierne lå. Jeg fortalte så at studierne på højre side af gangen var lukket, og Flemming Jensen sagde så uden at tøve: "Hver gang jeg kommer herud er der lukket et studie mere, men til gengæld er der kommet en etage mere med administration".

fredag, marts 02, 2012

Tele-nostalgi 

Engang var vi så lykkelige! Måling efter måling (i hvert fald to!) viste at Danmark var verdens lykkeligste land, men nu er vi blevet overhalet. Endda af alle mulige fattige i den 3. Verden, der efterhånden ikke er så 3.-klasses igen. Indonesere, brasilianere og alle mulige andre varmblodede grødbønder tillader sig at rende rundt og være lykkeligere end os danskere! Hvorfor?! Kan de ikke se, de render rundt i nogle ulidelige lortelande, hvor man ikke bare kan gå på nettet og få bragt en pizza ud, når man er for doven til at rejse sig op og hente den selv? Jeg tror at de er lykkeligere end os, fordi det går fremad for dem. Det har altid været vores drivkraft at tingene gik fremad, og blev bedre. Hvis ikke for os, så i hvert fald for vores børn. Vi har konkret kunne se at alting blev smartere, bedre, lettere og klogere og DET har gjort os lykkelige. Men det er slut nu, og jeg kan med eneret for mine to abonnenter afsløre årsagen: Mobiltelefoner! Disse uundværlige stykker elektronik har smadret vores tro på fremtiden, vores livskvalitet og i virkeligheden vores lykke. Enhver der besøger en telebutik kan konstatere det: Man kan knap nok købe en telefon længere, med mindre man vil investere i en Nokia på størrelse med en mursten eller en telefon af det ædle mærke ”Doro”, der ikke alene forsyner en med et pålideligt stykke elektronik, men også med et image der bare skriger ”jeg er en synshæmmet, paraplegtisk voksenble-bruger!” Hvad kan vi ellers købe os dernede? ”Smartphones”, forsynet med en masse funktioner, man efter få minutters bekendtskab meget gerne ville have været fri for. Ja-ja, jeg ved godt at alle iPhone-fetishisterne er på vej i tastaturet nu, og det er helt fint med mig at I har erstattet meningsfulde menneskelige relationer med et nekrofilt forhold til Steve Jobs, men når jeg høre en iPhone-fan fortælle at hans telefon ”helt intuitivt forstår hans behov” så virker det som om han er i gang med en gradvis deroute fra kæreste over kat til telefon for omsider at finde en, der ikke forlader ham. Men fred være med jer, i- og smartphonefans. Helt fint at I gerne vil have en meget lille og gnidret computer med jer rundt i byen, så I kan stå med sammenknebne øjne og stirre ind i skærmen for at tyde om I er blevet inviteret til familiefest eller spammet med pornoreklamer. (For gud forbyde at I først fandt ud af det når I var tilbage ved computeren). Jeg applauderer jeres tekniske snilde og eventyrlyst, men kunne vi ikke for folk som mig og nationens fremtidige lykke bare have én telefon på markedet, som var en telefon Sådan en, der kan ringe, skrive en sms og holde batteri i mere end 15 minutter. Og måske endda være i ens lomme, uden man ser voldsomt liderlig ud. Jeg bliver deprimeret når jeg tager mig selv i at savne den telefon, jeg havde før min nuværende. En herlig flad og funktionel sag, der holdt i næsten fire år, før den mæt af dage og med fyldt hukommelse opgav ånden. Hvorfor kan de ikke blive ved med at lave dette upåklagelige mesterværk? Tænker de ikke på hvad det gør for min livskvalitet at jeg skal føle at teknologien tager gigantiske tilbageskridt? Og nej, jeg kan ikke nøjes med at bruge min smartphone som en telefon. For det er den elendig til. Min gamle telefon afbrød fx ikke lyden midt i et opkald, fordi der var en opdatering til en applikation, jeg ikke havde bedt om at få i første omgang. Min gamle telefon skulle ikke genstartes to gange i døgnet for at fungere bare nogenlunde, og skulle ikke bruge fem minutter på at være funktionsklar når man tændte den. Min gamle telefon havde taster! Sådan nogle, man kunne trykke på hvis man fik det behov at ringe til nogen. Nu prikker man til en lille glasplade som en retarderet, der prøver at vække en kanariefugl, i håbet om at den på et tidspunkt reagerer, og kan så MÅSKE få lov til at indtaste et nummer, med mindre telefonen altså ”hakker” og vælger at man forsøger at ringe til ”33 44 EG 07” fordi den pludselig mente at bogstaver var sagen i stedet for tal. Min gamle telefon skulle ikke ”opdateres” dagligt. Min gamle telefon kunne holde batteri som man kunne tage på arbejde uden at medbringe en oplader. Smartphones mangler jo stort set kun drejeskiven for at være lige så klumsede og stationære som min barndoms telefoner. Det er da ikke noget under at man bliver træt og afsøger skumle sidegadebutikker for et bare nogenlunde funktionsdygtigt eksemplar af den evigt tabte telefon fra forrige år. Som en bizar hypernostalgisk elektroniksamler. Og dét er grunden til at vi ikke er lykkelige længere. Hvem kan være ægte lykkelig, når man har nostalgiske følelser omkring et ligegyldigt forbrugsgode som en gammel telefon? Men så er det måske pludselig MIG, der er en bims oldertosse med for meget fritid?

This page is powered by Blogger. Isn't yours?