News from Hell

Jeg har fået mobiltelefon. Den er utroligt lille. Ikke fordi jeg er interesseret i moderne teknologi, men mere fordi jeg HAR prøvet at tale i over 17 minutter i en telefon der vejede 400 gram og min arm sang Negro Spirituals i en uge. Så nu har jeg en telefon på 100 gram. Og en biceps på 53.
Min telefon er utroligt smart. Den har en helt ny feature der hedder "ignorer tosser". Det lyder måske smart, men desværre virker den kun på udgående opkald. Men jeg får talt med en masse telefonsvarere. Det lyder måske upersonligt, men faktisk er adskillige piger begyndt at lægge små beskeder til mig specifikt på deres egen telefonsvarer. Der er mange søde ord imellem; ord som "chikane", "polititilhold" og "tørre tæsk" dukker op og varmer mig sådan om hjertet.
Ellers går det strålende med min exkæreste. Vi har fået en ordning: Jeg må gerne sende hende gaver, bare jeg ikke forstyrrer når hun er sammen med sin nye mand. Og så siger man kvinder er urimelige.

Jeg har den sidste uge haft utroligt svært ved at sove. Jeg ved godt at folk med forstand på de dele rådede mig fra at få en vandseng, men jeg vidste ikke at de virkelig var så ubekvemme. OK - det kan så være en komfort-hæmmende faktor at jeg kun havde råd til selve stellet, og derfor tilbringer otte timer i døgnet skvulpende omkring i et gammelt akvarium. Deter dog ikke kun de konstante drømme om Jacques Costeau der forstyrrer min søvn. Det plager mig også en smule at mit sociale liv efterhånden er reduceret til de atsmatiske host jeg med jævne mellemrum hører min nabo udstøde gennem natten og den flyttekassetynde skillevæg. Hvis det ikke var for manglen på tilfældig sex og indtagelse af dårllig hvidvin kunne jeg tro at jeg boede på et Youth Hostel. Men jeg har prøvet at gå hen til et af dem, og jeg skilte mig ud på nogenlunde samme måde som hvis en kænguru havde været det femte medlem af Abba. Altså en træt gammel kænguru i alt for kedeligt tøj.
Nogle gange når jeg ligger vågen kan jeg ikke lade være med at tænke på om det er for sent at skifte stil. På vej til mit arbejde blev jeg overhalet af en ung fyr i rendyrket vandretøj, inklusiv rygsæk og solide støvler, parat til alle de naturlige farer Nørrebrogade kan byde på. Eller muligvis Blågaards Seminarium, lad os ikke gøre skarn uret. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvordan jeg mon ville virke hvis jeg hærgede en spejdersport og fik vandrebukser med lommer, en krafigskjorte med plads til kompas og sangbøger, en fiks og ergonomisk rygsæk med avanceret snøresystem og måske en lile kamouflage-hat. Og tanken opmuntrede mig ærlig talt, for det er skønt at vide at jeg kunne være mere til grin end jeg er.