<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

mandag, oktober 31, 2005

Jeg bliver mere og mere overbevist om at det er børnehadere, der har fundet på det dér Halloween. I hvert fald er det meget strategisk. Først har vi fastelavn midt i februar, hvor børn render rundt i vinterkulden i deres tynde kostumer, og hvis nogen så overlever det, venter vi til efterårsregnen rigtig sætter ind og smækker en Halloween oveni. Er det Tamiflu-producenterne, der har skemalagt de højtider?

søndag, oktober 30, 2005

Hvor er det fantastisk med Halloween. For bare et par år siden var fastelavn den eneste dag om året, hvor man kunne give børn karameller fra en lille fedtet pose, uden deres forældre brokkede sig, men nu behøver man ikke at hænge sin cottoncoat med de store lommen på loftet før i november.

fredag, oktober 28, 2005

Nu forstår jeg det snart ikke mere. Måske kan nogen hjælpe? Tillad mig at opsummere: Vi har en skatteminister, der ikke må røre ved skatterne. En socialminister, der går ind for større ulighed og nu en udviklingsminister, der ønsker et stop for nødhjælp til en gigantisk katastrofe i Pakistan.
Tilføj så en kulturminister, der intet aner om kultur, en beskæftigelsesminister, der ser ned på de ubeskæftigede og en miljøminister der er bundet på hænder og fødder af Mærsk og hans luner, og prøv at forklar mig hvem den siddende regering egentlig er til for.
Og du skal ikke spørge statsministeren. Han er i Sydfrankrig, med mindre du er en af hans få udvalgte yndlingsjournalister.

torsdag, oktober 27, 2005

Jeg så en plakat for den nye film "Far til Fire giver aldrig op". Nej, det kan vi se, Far til Fire, men har du overvejet prævention?
Jeg er en utroligt hensynsfuld elsker. Nogle gange foregiver jeg pigens orgasme for hende.

tirsdag, oktober 25, 2005

Få nu skrabet de "trendy-fuldskæg" af og køb jer en lille hund i en taske i stedet.
Hvis jeg nu siger at I allesammen er nogle pragtfulde individualister, kan vi så få det overstået?

torsdag, oktober 13, 2005

Det er jo relativt letsindigt at betegne noget som "En fis i en hornlygte": Tililende videnskabsfolk kan jo hurtigt måle dels indholdet af metangas samt teksturen af lygtens ramme og dermed præcis afgøre, om der rent teknisk er tale om denne kombination.
"Rom blev ikke bygget på én dag", er jo en relativt unødvendig oplysning. Hvem har nogensinde antaget at det var tilfældet? Er det efterhånden ikke kun langsomme håndværkere der bruger det som undskyldning? Og når de siger "Rom blev ikke bygget på én dag" har man jo lyst til at indvende "Nej, men derfor kan du jo godt smække et køkkenbord sammen på en uge!"
De fleste af os ville jo være noget overraskede, og ikke nødvendigvis i positiv retning, hvis vi forlod nogle håndværkere i vores køkken om morgenen, og så om aftenen kom tilbage og fandt - Tah-daaah ... ROM! Og en lidt brødebetynget fyr der sagde, "ja, vi må nok komme tilbage i morgen, for vi mangler stadig nogle afløb i Caracellas Termer, for du ved jo at Rom ikke bliver bygget på én dag".

fredag, oktober 07, 2005

Jeg slog op med en pige fordi hun simpelthen havde for mange skeletter i skabet. Og jeg har ikke som sådan noget mod knogler, men jeg havde ingen steder at hænge mine tweedjakker. Og så er det herredårlig Feng Shui!

onsdag, oktober 05, 2005

Det må være deprimerende at starte på at skrive dagbog, og så finde ud af at man ikke gider at skrive ned hvad man har lavet.
Der findes jo folk derude, der lider af en syg trang til at bekende ting, de ikke har gjort. Deres dagbøger må derimod være spændende læsning. Også for dem selv efter et par år.
Er det egentlig en kompliment hvis en pige omtaler en som "lidt Arne Melchior-typen"?

This page is powered by Blogger. Isn't yours?