<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

onsdag, juni 30, 2004

I øjeblikket er jeg lidt angst for at Lars Larsen skulle få succes med den landsdækkende udgivelse af sin selvbiorafi. Det skulle nødig give hele Danmarks førende vattæppepusher mod på at fortsætte serien. Jeg er ikke sikker på at jeg gider læse "Lars på nye eventyr", "Lars - Skolens fodboldhelt" og "Lars redder mazarinkagen".
For slet ikke at tale om "Lars får succes på lagnerne".

tirsdag, juni 29, 2004

OK: Why did the danish goalkeeper not save the first goal against Czechia?
HE WAS KOLLER-BLIND!

mandag, juni 28, 2004

Min karriere som handymand er virkelig ved at tage fart. Forleden færdiggjorde jeg skabelsen af mit helt eget, hjemmebyggede spisebord. Jeg har personligt skaffet materialerne, creeret designet og bygget det. Og det tager ikke min glæde fra mig at visse omtaler det som "mine 18 sammenlimede pizzabakker"!
En klog mand fortalte mig at mange kvinder leder efter en mand, der minder om deres far. Så er mit naturlige spørgsmål selvfølgelig om Jens Kramer Mikkelsen har en datter i den giftemodne alder.
Jeg har hørt at kvinder tænder på mænd i uniform. Så nu har jeg søgt ind til McDonalds.

lørdag, juni 19, 2004

Jeg har fået tilbudt et kontorjob. Det er ikke godt lønnet, men det er fast arbejde. Jeg er bare lidt i tvivl: Hvad laver en "brevvægt" helt præcis?

onsdag, juni 16, 2004

Jeg har en lidt alvorlig tilståelse: Jeg må indrømme, at da jeg var yngre, kunne jeg godt finde på at putte en rohypnol i en piges drink. Det er ikke pænt, men det var den eneste måde, hvis jeg ville have min ex-kæreste til at give mig lidt ro for en aften.
Jeg så lige en fodboldkamp hvor de om det vindende hold kunne oplyse at de have en "59% ball possession". Trist. Men de kan trøste sig med at det er stadig mere end Ebbe Sand.

søndag, juni 13, 2004

DR2 sender hele tiden det dér "Band of Brothers". Så drop det dog. Hvor mange gider se gentagelse på gentagelse af en portrætudsendelse om Moonjam?
Jeg har dårlige oplevelser med kvinder. Jeg skulle endelig på besøg hos en pige, og da jeg kommer derover, har hun inviteret en anden fyr. Nu mangler jeg ikke selvtillid, men jeg blev lidt jaloux. Hun prøvede at glatte ud ved at sige det var en bror til hendes veninde. Men jeg falder ikke for dårlige undskyldninger. Og jeg er iskold - hvis han ikke holder sig fra hende får han ikke den gameboy, han ønsker sig til sin konfirmation.

lørdag, juni 12, 2004

Jeg startede i det små med min gør-det-selv indsats. Jeg ville hænge et billede op, og det startede egentlig meget godt, men måske var boremaskinen lidt for kraftig. Men så fik jeg også øvet mig i brugen af polyfilla. Det lykkedes mig ikke at få billedet til at blive hængende, men til gengæld ser min væg ud som om jeg har spillet kryds og bolle på den. Jeg overvejer at sæjge den til Statens Museum for Kunst og kalde den "Kedsomhed".
Men så fandt jeg ud af at både navn og teknik var brugt af Per Kirkebye.
En af mine snobbede venner sagde at mad smagte bedre hvis man lavede den med havsalt, men jeg havde ikke noget havsalt, så jeg måtte nøjes med at tage det jeg havde, og skylle det i en sø.

torsdag, juni 10, 2004

Øv, der findes ikke nogen net-uddannelse som håndværker på "University of Idaho". De sender mig ellers dagligt et tilbud om videreuddannelse, men de kan ikke tilbyde nogetsomhelst relevant for mig. Jeg havde ellers fundet papir og lidt savsmuld frem, så jeg var klar til en korrespondenceuddannelse som tømrer.
Dumme, dumme Idaho.
Hold op med at skrive til mig. Min penis er fin som den er.
Så er det afgjort. Jeg har besluttet mig for at blive en rigtig handyman. Det er en skudsikker plan: Enten bliver jeg fagligt dygtig, og så vil damerne kaste sig over mig, eller også kan jeg blive en klamphugger og få job på et boligprogram. Og så bliver jeg kendt og SÅ vil damerne kaste sig over mig.
Gad vide hvilken form for håndværk der bliver betragtet som det mest sexede?
Næppe blikkerslager. Det er lidt som en klam version af fyren der går igennem fremmede menneskers undertøj. "Jeg har fundet fejlen - dit bind havde sat sig fast i afløbet", er næppe sætningen der sætter en kvindes hjerte i brand.

onsdag, juni 09, 2004

Det lyder måske lidt korrekt og pralende, men jeg støtter Amnesty International: Jeg har slet ikke tortureret nogle i den her uge.

tirsdag, juni 08, 2004

Så lærte man da det: Inden man inviterer en pige hjem i sin selvbyggede sauna er det en god idé at tjekke om viceværten skal bruge sit redskabskur den eftermiddag. Og om han i givet fald har noget imod at man slæber en elektrisk ovn og to stykker birkebrænde derind. Og om pigen er usandsynligt desperat. Ellers er det ligegyldigt.
Sjovt at ham Karsten Madsen opstiller til både Europa-parlamentet og Folketinget. Det er svært at leve op til sloganet "Venstre ved du hvor du har", når man ikke aner om han er i Bruxelles eller på Christiansborg.

fredag, juni 04, 2004

Jeg er et vilddyr på et lagen. Jeg kan ikke sove, hvis der står en gazelle og græsser i nærheden.

onsdag, juni 02, 2004

Jeg er et vilddyr på et lagen. Jeg går fire gange rundt om mig selv før jeg lægger mig til at sove.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?