<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

torsdag, april 29, 2010

Jeg har en last. Når sandheden skal frem, og den presser sig voldsomt på i det her tilfælde, så har jeg adskillige. Faktisk er jeg bygget stort set udelukkende af laster. En af de mere uskyldige er at jeg godt kan lide at spice mit drikkevand op med et lille strejf af Fun læskedrik. Ikke nødvendigvis Fun, men bare et af de herlige E-nummerspækkede kemiprodukter, der hævder at smage af ”sport” eller lignede. Jeg vidste for eksempel ikke at ”Cool” var en smag, men så lærte jeg det af Fun og dens fabrikanter. Problemet er at for at få mit fix er jeg nødt til at begive mig hen i en Føtex. Irma hvor jeg normalt handler, primært for at føle mig ung mellem alle Frederiksberg-pensionisterne, er nemlig økologisk på den så korrekte måde at den slags svineri er bandlyst fra hylderne. Man kan få alt muligt frugtsnask som en toscansk bedstemor med de helt rigtige holdninger har håndæltet af spæde forårsskud på en sydvendt skråning, mens Stig Dalager læste en kronik fra Politiken højt for hende, men det tilfredsstiller på ingen måde min craving for Funs nærmest selvlysende kemikaliepøl. Mmmmhhhh – Fun! Lige nu sidder jeg fx med et herligt glas ”Cool Light”. Et produkt der er smart, men ikke FOR smart, åbenbart. Det er det gode ved situationen. Det og så at jeg er sluppet ud af Føtex. Ens livskvalitet stiger med 300-400% i det sekund man forlader butikken. Hver gang jeg går ind, så misunder jeg den flinke hjemløse ”Hus Forbi”-sælger, der får lov at blive stående ude foran. Måske er det ikke alle Føtex-forretninger, der er sådan, men lige den på Vesterbrogade tiltrækker verdens mest belastende klientel. Folk der tror at verden lukker, når de er gået forbi, og som anser det for utænkeligt at der kommer andre kunder i butikken efter dem. Folk der på intet tidspunkt har tænkt eller udtalt sætningen ”det må du undskylde”. Stjerner i deres eget liv. Højtråbende teenagedrenge, der kommenterer hinandens indkøb med deres skingre overgangsstemmer. Pensionister der faldt i staver over en varedeklaration mandagen før, og har spærret en gang lige siden. Kærestepar, der råber til hinanden på en afstand af tre kølediske, fordi de ikke kan blive enige om aftenens menu. At diskutere hvad man skal have til middag nede i supermarkedet er i forvejen bourgeois på den helt onde måde, man tag da i det mindste diskussionen i umiddelbar nærhed af hinanden, hvis det ikke kan overstås hjemmefra. Og af en eller anden grund er køerne i Føtex bare uendelige. Måske fordi, de skifter personale med en fart så ”Ny på jobbet”-skiltet er syet fast til de fikse små skjorter. Måske fordi landets kværulanter holder møde i Føtex. Nej, du kan ikke få lov at skille et joggingsæt fra Patrick og kun købe bukserne, indvandrermor. Nej, tilbuddet fra sidste uge er kendetegnet ved at det galt i SIDSTE uge, kuponklipperkælling. Og nej, det er meget muligt at der stod ”2 for 25” på skiltet ved appelsinjuice, men det gælder ikke for en liter juice og en liter smoothie af et andet mærke, sært nok. Og hør nu her, statsøkonomen med den mærkelige pagehårsfrisure: Hvis rabatten ikke ”går ind” som det hedder i stregkodesprog, så kunne vi muligvis indføre en bagatelgrænse som ligger OVER 1,75? Subsidiært kunne Føtex måske analysere deres procedure for tilbagebetaling af småpenge, eventuelt så den blev lidt mindre tidskrævende? I det mindste fik jeg Fun Cool Light, og jeg drikker kun meget små slurke for at maksimere tidsrummet inden jeg skal i Føtex igen. Eventuelt kunne man betale nogen for at gå ind at hente det. Jeg holder gerne ”Hus Forbi” imens.

Etiketter:

Comments: Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?