<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

lørdag, januar 15, 2011

Der er nu ikke noget som ”ansvarlighed”. Bare ordet kan give os en varm, tindrende følelse inden i. Det er nærmest en form for trosbekendelse, henover middagsbordet. Ingen genvej til rollen som Alfahan er så hurtig som at ymte noget om ”økonomisk ansvarlighed”, med lidt saltimbocca eller marokkansk lammegryde i mundvigen. To retter, der går rigtig godt sammen med en kraftig Barolo og en omgang økonomisk sortsyn hos den veluddannede middelklasse. Og når Alfahannen understreger hvor katastrofal økonomien ser ud, så nikker vi synkront og understreger at nu må alle yde en ekstra indsats, fremadrettet og på den korte såvel som lange bane. Uden at vi helt har lyst til at tænke på at henne på vores arbejde er printeren den eneste, der leverer noget konkret og anvendeligt.
Men det dér efterløn er der i hvert fald ikke råd til. Tanken om at folk render og danderer den mest vi knokler er ubehagelig. Og idéen om ligefrem at arbejde en time mere om ugen, mens nogle svælger velbehageligt i den fede, fede efterløn er decideret vederstyggelig. ”Der er brug for alle hænder”, siger vi alvorligt til hinanden, og prøver at undlade at skåle imens, for alkohol og ansvarlighed er Lars Løkke ene om at kunne kombinere med bare et minimum af succes.
Og hvis det ikke lige fordi middagsselskabet var så hyggeligt, ville vi da selv afskaffe den skide efterløn. Men vi har jo så travlt, med børnene og det hele, så det må nogle andre tage sig af. Noget skal de offentlig ansatte vel også lave, andet end at drikke kaffe og holde rygepauser. Hvor svært kan det være? Det er jo ikke vores job at sidde overfor en 52-årig murerarbejdsmand med kroniske rygsmerter og kigge på et punkt lidt over hans venstre skulder, mens vi mumler at vi ikke ser noget til hinder for at han kan varetage et fuldtidsjob. Det har vi heldigvis socialrådgivere til, og det er op til dem at tænke kreativt når den depressive ufaglærte 51-årig kvinde for 5. gang skal placeres et sted. Måske på et apotek, så hun kan få dobbelt op på Citalopram og afskrive det som svind? Noget skal hun lave, for hænder har hun jo, endda op til flere. Og både hun og murerarbejdsmanden må forstå at vi sender et rigtigt dårligt signal ved bare at lade dem gå og drive den af når de runder tres, for det halvandet år de gennemsnitligt skal kæmpe for at få førtidspensionen er trods alt også en besparelse på budgetterne.
Så bare vi kommer af med den efterløn, så ser det langt lysere ud for økonomien. LANGT lysere, siger vi, og så må vi godt skåle. Vi har jo fortjent det, for vi har lige løst et af nationens store økonomiske problemer. Det er utroligt, de ikke kan fatte det, de kronisk ledige.
Comments: Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?