<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

onsdag, maj 11, 2011

Ingen gruppe fylder mere i den danske offentlighed, hvilket er sært, for jeg taler om en minoritet, der aldrig har defineret sig selv, stillet krav eller dannet forening. Jeg taler selvfølgelig om en af landets absolut største og mest markante grupper: Sjoskerne.
Sjoskerne er kendetegnede ved at være forenede på tværs af kønslige, religiøse og aldersmæssige forskelle. Det er ganske enkelt en livsstil. Det primære kendetegn for en sjosker er at han eller hun (eller den) aldrig føler et behov for at nå frem. Hjernecenteret, der kræver bevægelse og resultater er sat ud af kraft, og det giver sjoskerne deres urimelige ro. De er ganske enkelt fint tilfredse med at være hvor de er, hvilket er medvirkende årsag til deres fraværende, nærmest vegetative udtryk og fjogede smil.
En Sjosker synes byens smalleste og mest befærdede fortov er et godt sted at snakke. En Sjosker lader sig gladeligt distrahere af ting som elektrisk lys eller vinduesudstillinger, og kan blive voldsomt overrasket hvis et træ pludseligt springer frem når han/hun kommer cyklende. Sjoskere benytter sig af alle transportformer. De gående har en marchtempo på ca 1,43 km/t. De cyklende føler det som en kulturel gruppe-pligt at holde foran alle andre ved lyskryds, også dem, der lige har overhalet dem, så de kan udbrede deres kulturelle trang til mærkelige temposkift til de bagvedkørende. Sjoskere i offentlig trafik, misforstår klippekortformuleringen "zoner" som en opfordring til at slå lejr, og nærmest bosætte sig i døråbninger og mellemgange.
Og tro endelig ikke at man kan blive optaget i Sjoskerland ved at være gammel eller fysisk handicappet. Det er en kultur, ikke en fysisk omstændighed. Det kendetegnende er at man lever i en fuldkommen afsondret virkelighed, hvor andre menneskers behov er uidentificerbare. Hvis andre har travlt, stønner man over deres manglende hensynstagen til ens dagdrømme, og hvis man modvilligt bliver passeret er Sjoskerhumor rig på kække replikker som "hvor brænder det" eller "Skal du nå bussen". Ingen af dem er ondt ment, men stammer fra Sjoskerens manglende evne til at ønske sig andre steder hen. Hele Sjoskerens kapacitet er optaget af at opretholde hans eller hendes livsfunktioner, og enhver tanke om at nå en aftale eller skynde sig er fuldkommen løsrevet fra Sjoskerens begrebsapperat. Men det skal vi glæde os over, for havde de ejet evnen til initiativ, havde de organiseret sig politisk og forbudt konceptet "hast".
Comments: Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?