<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

tirsdag, december 20, 2011

Venstres Pressebureau melder klart ud! 

Min dag er startet lidt specielt: Jeg venter på 4 time på en blikkenslager, der skal skaffe varmt vand. I en eller form for misforstået solidaritet med Nordkoreas sorg over King Jong-Ils død har rørsystemet i ejendommen valgt at vi skal nøjes med kolde afvaskninger. Til gengæld kom pakkeposten med en æske fisk fra min manager, som jeg sætter stor pris på. Men hvordan man håndterer en æske fisk og hvordan jeg skal fortære den er et mysterium, jeg ikke har det mentale beredskab til at håndtere. Så lammet sætter jeg mig foran fjernsynet og tænder for TV2 News. Efter den sædvanlige halve time med hjernedød propaganda for hvordan Danske Bank synes vi skal se på ting og sager, ved Hr. Steen Bocian, verdens mest inhabile "ekspert", så kommer der endelig de dér "nyheder", som kanalen er opkaldt efter. Tophistorien klokken 12 er diskussionen om indfødsret til statsløse, eller det man kunne kalde Birthe Rønn-gate, hvis man altså var en objektiv kanal. Frem på skærmen toner Karsten Lauritzen, manden som rygterne siger længe var i spil til en rolle som hobbit i Ringenes Herre, men ikke helt var mandig nok. Han udlægger sagen med de sædvanlige overdrivelser af de statsløses kriminalitet, og så går TV2 News videre. Til den yderst alvorlige sag om Fødevareministerens rygekabine, som det af en eller anden grund af Peter Skaarup fra DF, som er enekilde til. I ingen af sagerne får regeringen mulighed for at udtale sig, eller bare kommentere kort på anklagerne. Nu er jeg ikke verdens bedste journalist, og min erindring om årene på Journalisthøjskolen står måske lidt tågede, men jeg mener at kunne huske noget om et grundprincip om at begge sider skulle høres i en sag. Der foresvæver mig endda noget om at det princip blev fremhævet ved adskillige lejligheder, men det kan jo være at TV2 News ansatte ikke kom til de lektioner. De havde vel travlt med møderne i Venstres Ungdom, eller bare med at networke sig til nogle spindoktorjobs. Men det er da en forfriskende ærlighed at man ikke længere skjuler at man ser det som sin opgave på News at propagandere for Venstre, uden at leve op til helt, helt basale regler for valid journalistik. Men tag nu skridtet fuldt ud og skift navn til "V2-News". Det ville se knaldgodt ud i blå grafik.
Comments: Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?