News from Hell

Engang var vi så lykkelige! Måling efter måling (i hvert fald to!) viste at Danmark var verdens lykkeligste land, men nu er vi blevet overhalet. Endda af alle mulige fattige i den 3. Verden, der efterhånden ikke er så 3.-klasses igen. Indonesere, brasilianere og alle mulige andre varmblodede grødbønder tillader sig at rende rundt og være lykkeligere end os danskere! Hvorfor?! Kan de ikke se, de render rundt i nogle ulidelige lortelande, hvor man ikke bare kan gå på nettet og få bragt en pizza ud, når man er for doven til at rejse sig op og hente den selv? Jeg tror at de er lykkeligere end os, fordi det går fremad for dem. Det har altid været vores drivkraft at tingene gik fremad, og blev bedre. Hvis ikke for os, så i hvert fald for vores børn. Vi har konkret kunne se at alting blev smartere, bedre, lettere og klogere og DET har gjort os lykkelige. Men det er slut nu, og jeg kan med eneret for mine to abonnenter afsløre årsagen: Mobiltelefoner! Disse uundværlige stykker elektronik har smadret vores tro på fremtiden, vores livskvalitet og i virkeligheden vores lykke. Enhver der besøger en telebutik kan konstatere det: Man kan knap nok købe en telefon længere, med mindre man vil investere i en Nokia på størrelse med en mursten eller en telefon af det ædle mærke ”Doro”, der ikke alene forsyner en med et pålideligt stykke elektronik, men også med et image der bare skriger ”jeg er en synshæmmet, paraplegtisk voksenble-bruger!” Hvad kan vi ellers købe os dernede? ”Smartphones”, forsynet med en masse funktioner, man efter få minutters bekendtskab meget gerne ville have været fri for. Ja-ja, jeg ved godt at alle iPhone-fetishisterne er på vej i tastaturet nu, og det er helt fint med mig at I har erstattet meningsfulde menneskelige relationer med et nekrofilt forhold til Steve Jobs, men når jeg høre en iPhone-fan fortælle at hans telefon ”helt intuitivt forstår hans behov” så virker det som om han er i gang med en gradvis deroute fra kæreste over kat til telefon for omsider at finde en, der ikke forlader ham. Men fred være med jer, i- og smartphonefans. Helt fint at I gerne vil have en meget lille og gnidret computer med jer rundt i byen, så I kan stå med sammenknebne øjne og stirre ind i skærmen for at tyde om I er blevet inviteret til familiefest eller spammet med pornoreklamer. (For gud forbyde at I først fandt ud af det når I var tilbage ved computeren). Jeg applauderer jeres tekniske snilde og eventyrlyst, men kunne vi ikke for folk som mig og nationens fremtidige lykke bare have én telefon på markedet, som var en telefon Sådan en, der kan ringe, skrive en sms og holde batteri i mere end 15 minutter. Og måske endda være i ens lomme, uden man ser voldsomt liderlig ud. Jeg bliver deprimeret når jeg tager mig selv i at savne den telefon, jeg havde før min nuværende. En herlig flad og funktionel sag, der holdt i næsten fire år, før den mæt af dage og med fyldt hukommelse opgav ånden. Hvorfor kan de ikke blive ved med at lave dette upåklagelige mesterværk? Tænker de ikke på hvad det gør for min livskvalitet at jeg skal føle at teknologien tager gigantiske tilbageskridt? Og nej, jeg kan ikke nøjes med at bruge min smartphone som en telefon. For det er den elendig til. Min gamle telefon afbrød fx ikke lyden midt i et opkald, fordi der var en opdatering til en applikation, jeg ikke havde bedt om at få i første omgang. Min gamle telefon skulle ikke genstartes to gange i døgnet for at fungere bare nogenlunde, og skulle ikke bruge fem minutter på at være funktionsklar når man tændte den. Min gamle telefon havde taster! Sådan nogle, man kunne trykke på hvis man fik det behov at ringe til nogen. Nu prikker man til en lille glasplade som en retarderet, der prøver at vække en kanariefugl, i håbet om at den på et tidspunkt reagerer, og kan så MÅSKE få lov til at indtaste et nummer, med mindre telefonen altså ”hakker” og vælger at man forsøger at ringe til ”33 44 EG 07” fordi den pludselig mente at bogstaver var sagen i stedet for tal. Min gamle telefon skulle ikke ”opdateres” dagligt. Min gamle telefon kunne holde batteri som man kunne tage på arbejde uden at medbringe en oplader. Smartphones mangler jo stort set kun drejeskiven for at være lige så klumsede og stationære som min barndoms telefoner. Det er da ikke noget under at man bliver træt og afsøger skumle sidegadebutikker for et bare nogenlunde funktionsdygtigt eksemplar af den evigt tabte telefon fra forrige år. Som en bizar hypernostalgisk elektroniksamler. Og dét er grunden til at vi ikke er lykkelige længere. Hvem kan være ægte lykkelig, når man har nostalgiske følelser omkring et ligegyldigt forbrugsgode som en gammel telefon? Men så er det måske pludselig MIG, der er en bims oldertosse med for meget fritid?