News from Hell

Måske bliver stor kunst kun skabt, når kunstneren ikke tænker på, hvem der skal "bruge" den? Jeg tror ikke, jeg har skrevet noget i mit voksenliv, hvor jeg ikke kendte modtageren, eller i hvert fald vidste, hvem det var meningen at målgruppen skulle være. Og så sidder man der, en vennesæl og god dreng, der i hvert fald ikke gør noget forkert, og flytter på sine bogstaver og tegn så de ender med at være populære, forhåbentlig. Og hvis der ikke kommer klager, men honorar, er succesen hjemme. Igen i den omgang, og så videre til næste målgruppe. Det værste man kan gøre i mit "fag" er at komme til at skrive eller sige noget, som ikke umiddelbart bliver forstået, for så siger al bladsnedker-teori at læseren straks og skånselsløst går videre til næste emne, eftersom læsere per journalistisk definition ikke har nogen form for foretrukne emner, interesser eller sproglige idealer (udover at der skal staves rigtigt!). Men jeg er også (dog for sjældent) læser, og kan aldrig huske jeg har lukket en bog med et veltilfreds suk, fordi den var fuldkommen uden kommafejl. Når jeg kan huske en bog er det for det uforståelige greb om mine tanker, og ikke fordi den var "lige hvad jeg kunne lide". Jeg ved godt at bøger og presse er forskelllige spil, men på samme måde som jeg har haft de største bogoplevelser med værker, jeg ikke havde luret på forhånd, så er de artikler, jeg tager med fra dagens avis, heller ikke noget, jeg har bestilt. Og nej, det er ikke noget kæmpe-problem, men der sidder redaktører derude, som mener at vide hvad læserne, seerne og "Målgruppen" vil have. Og de er en plage at arbejde for, fordi de glemmer at i ingen af livets forhold er det frækt at få det, man beder om. At planlægge en avis eller et magasin efter hvad læserne vil have, svarer til at bede en pige om at sige noget frækt, og så høre hende svare: "Noget frækt!". Jeg slipper let. Jeg har sjældent den samme tjans i lang tid og tumler ikke med den samme chef i årevis, men jeg har ondt af de, der gør, og ikke får lov at søge overraskelsen. For det gør meget få i dag. De bliver kvalt af et cheflag, der er på værdiseminarer, udviklingsweekender og "teambuilding", selvom de ikke har noget at bygge det mindste omkring. Det skræmmende er at der ud af munden på selvsamme chefer kommer noget med "konkurrencen" og "krisen" og andre klichéer, der skal gøres os villige til at arbejde længere og billigere. For hvis Danmark skulle være det store foregangsland, der virkelig rykkede, ville en meget enkel kur være at fyre alle mellemlederne og spare de store "lad os finde vore værdier"-chefdage væk, så der blev mere ro hos de, der rent faktisk arbejder og overskud på lønkontoen når man fik fyret lidt af det administrative. Som en af landets sjoveste mænd krystaliserede det, da jeg i 1998 hentede ham i DRs reception i den gamle tv-by: Flemming Jensen skulle være gæst i et program, jeg var med til at lave, og da vi gik ned af den utrolig lange glasgang mod studierne, drejede han mod højre og ikke til venstre, hvor studierne lå. Jeg fortalte så at studierne på højre side af gangen var lukket, og Flemming Jensen sagde så uden at tøve: "Hver gang jeg kommer herud er der lukket et studie mere, men til gengæld er der kommet en etage mere med administration".