<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

lørdag, august 25, 2012

Jeg kan godt lide at cykle. Det er den suverænt hurtigste transportform i København, for os, det har ben, men ingen helikopter. Principielt kan jeg også godt lide andre cyklister. I hvert fald mindst 3-4% af dem, men jeg ved bare af erfaring at man skal passe på med at række dem en lillefinger. Hovedparten af cyklisterne i København mener i forvejen at det er deres uindskrænkelige ret at køre lige hvor de har lyst. Af den grund synes jeg at cykelstien langs søerne, hvor man har inddraget halvdelen af gangarealet til cykelsti er en af de dummere ting, Københavns Kommune har anlagt i årtier. På plussiden: Københavns Kommune fremstår miljø- og cykel-venlige. Og... Ja, det var det. På minussiden: Københavns Kommune fremstår som tomme symbolpolitikere, der nægter at tage erfaringer om trafikal adfærd med i deres planlægning. Man har lavet en uoverskuelig sammenblanding af gang- og cykelsti, der kun er adskilt med en tynd streg, som hverken børn, hunde eller turister fatter, hvilket medfører at hverken cyklister eller de mange tusind københavnere der løber langs søerne kan komme forbi. Og selv hvis fodgængere holder sig bag deres "streg", så er stien sine steder så smal at to personer knap kan passere hinanden uden at rave ud på cykel-territoriet, for slet ikke tale om hvis to veninder med barnevogne vælger at følges ad. Så skal alle der vil forbi ud på cykelstien. Cykelstien er afbrudt i enden af hver sø, selvom man udemærket ved at det er sværere at få en cyklist ned af sin cykel end et dementi ud af Søren Pind, så selv når stregen forsvinder zigzagger cyklisterne ind og ud mellem børn, gamle og turister, som troede de skulle have en stilfærdig gåtur ved søerne, uden at blive råbt af og løbet ned. Heldigvis er cykelstien let at sløjfe igen, men det vil jo kræve at cyklister skal køre op til 300 meter længere hvis de skal fra den ene ende af søerne til den anden. Og hvad vil DET ikke betyde for folkesundheden?!?
Comments: Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?