<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

søndag, december 09, 2012

Måske er det en overdrivelse. Rettelse: Det er med overvældende sikkerhed en overdrivelse, men alligevel: Store dele af den danske nationalkarakter kan rummes i det faktum at hver gang, det sner mere end en smule, så meddeler politiet i de berørte regioner at de "fraråder unødig udkørsel", og lige så rutinemæssigt ignorerer store dele af befolkningen det fine "råd", og zigzagger omkring i deres biler i snefoget og forsøger at nå frem til et eller andet uopsætteligt familiearrangement. Vi forstår hverken ordene "fråråder" eller "unødig", for Tante Oda har lavet kamsteg! Ja, almindelig sund fornuft foreskriver at man ikke løber risikoen for at hele familien skal tilbringe søndagen i en snedrive ved siden af en landevej, men fornuften må vige for muligheden for at få sprød svær og familiesamvær. Til daglig er den offentlige debat domineret af folk der skubber deres børns sikkerhed og velvære foran sig i et korstog mod alt, der er minimalt risikabelt: Hvis den stakkelt luvslidte ulv ikke allerede var død, så skulle den skydes med det samme, for bare tanken om at den humpede rundt et sted i en skov var ubærlig for kohorten af danske forældre, men når det gælder en form for familieslabberads så må kalenderaftalerne komme før enhver form for rationale. Så skal ungerne mokkes ind i Seat Toledo'en og ud på de spejlglatte veje, og det skal politiet i hvert fald ikke blande sig i! Kusine Elise ville blive SÅ skuffet hvis vi ikke åd hendes stenhårde brunkager hele eftermiddagen! Hvis man hører sætningen "Politiet fraråder unødig udkørsel" på en nogensomhelst anden måde en "bliv for helvedet hjemme, din kæmperetardo" så skulle man overveje om man ikke skulle tage et kursus i politisprog på aftenskole. Og man kan ikke engang betragte det som en god og sund Darwinistisk flokpleje, for når far og mor og to børn i den skolepligtige alder (plus Onkel Arne, der lige så godt kunne køre med), sidder i deres Suzuki på sommerdæk i en snedækket grøft, så skal himmel og hav jo straks sættes i bevægelse for at trække dem fri, i stedet for bare at lade far fryse kuglerne af, så han ikke forplanter sig yderligere. Hvis man kigger ud af vinduet og ser at alt indenfor synsvidde er dækket af sne, så er det naturens egen aflysning af ligegyldige familiesammenrend. Hvis man ved synet af snedriver så langt øjet rækker i stedet tænker "lige vejr til en rask køretur" skulle det give et klip i kortet, allerede inden man satte sig ind i sin bil. Jeg er sikker på at når den selvdøde ulv fra Jylland bliver obduceret, så vil man se at den tog sit eget liv af ren og skær desperation over som art at være blevet udryddet af en så ubehjælpelig race som den menneskelige.
Comments: Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?