<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

søndag, september 26, 2010

Jeg er en (u-)rimeligt tykhovedet ældre mand, og har en fladmast læringskurve, så tilgiv mig hvis det her er trivielt og gennemtygget stof, men altså: Jeg hører en del om det dér "Ligestilling". Jeg abonnerer på Information og Politiken henover weekenden, så det er forsåvidt min egen skyld, men det er som jeg tolker skriverierne temmeligt vigtigt: Det er et problem at for få kvinder vælger en karriere som topchefer. Det er et problem at for få kvinder vælger et liv som forskere, og i den her uge har Information skrevet meget alvorlige artikler om det store problem at få mange kvinder med smag for musik vælger at blive sangerinder, og tilbringer deres liv med det, i stedet for at blive guitarister, sangskrivere eller musikproducere. (Jeg led af den misopfattelse at verden havde rigtige problemer, men nok om det).
Min spage pointe er bare at man kræver ret voldsomme livsændringer hos de kvinder, der skal forske, være direktører eller spille guitar "for life". Og inden man gør det, kunne man så definere, hvad resultatet af det ligestilling skal være? Hvis man går i gang med at omlægge folks liv, må det vel have et formål, med mindre man er en crazy diktator, Caligula-style? Så hvad skal vi som samfund have ud af ligestilling? Vil kineserne kaste sig over vores varer og rive dem af hylderne i begejstring over ... statistik? Køber man af dem med det gode produkt eller af dem med den kvindelige direktør? Anskaffer man sig en lorte-plade, fordi produceren har et lige cpr-nummer? Når man nu er villig til at bruge penge, tid og forskning (ikke for at antyde at "kønsforskere" kunne finde meningsfyldt beskæftigelse andre steder) på Projekt Ligestilling, må det vel være fordi vores samfund behøver det?
Det er vel ikke kun af hensyn til de kvoterede?

mandag, september 20, 2010

Fyren bag kasse (Efter omhyggeligt at have scannet samtlige varer):
Det bliver 327,50.

Damen foran mig i køen:
Jeg skal også have en pose.

Fyren bag kassen:
Skal det være en stor eller lille pose?

Damen foran mig i køen:
Lille?

- man ser i hendes øjne vantroen: Hvor lille en pose taler manden om? En miniature? En thumbnail-version? Et frimærke-betræk?

Fyren bag kassen:
Den store har hank...

Damen foran mig i køen (Med et afklaret blik):
Så tager jeg bare en lille!

onsdag, september 15, 2010

Som lad og dvask "hjemmearbejdende" kan man jo vælge ikke at ligge den arbejdende del af samfundet til last. Derfor tog jeg på posthuset klokken 14, hvilket også passede fint med at jeg lige kunne nå at få morgenmad først.
Beklageligvis havde jeg glemt postvæsenets bemandingsmæssige logik, der går ud på at man på alle døgnets tidspunkter har præcis så få mennesker på arbejde at de er i stand til at opbygge en kø. Denne her var nu ikke voldsom rent numerisk, da den udgjordes af en enkelt herre, men hvad han manglede i antal, kompenserede han så rigeligt for i kvalitet:
Han var - som så mange før ham - troppet op på posthuset for at lokalisere en pakke, som nogen havde sendt ham. Fra Sverige, fremgik det. Han havde dog ikke medbragt nogen form for bevis på at nogen hinsidan (Eller hinsides) havde forsøgt at sende ham noget som helst, men efter lidt (seks et halvt minuts) snak frem og især tilbage, indvilligede postdamen i at undersøge om de skulle have hans Surstrømninger eller Kalles Kaviar et sted på deres hylder. Hun leder et pænt antal minutter, hvorefter hun vender tilbage til pakke-entusiasten og meddeler at hans svenske løsøre ikke er hos dem. Og her træder tosse-far så i karakter: Han udtaler uden skam sætningen: "Kan du ikke prøve at kigge igen?" Jo da, Pelle Pakkeløs: Du har da slet, slet ikke fået valuta for dit besøg endnu. Tag endelig et kvarter mere. Og hvor ukonstruktivt et forslag er det ikke? Havde han regnet med at damen ville bryde sammen og tilstå: "I mange år har jeg med succes brugt den teknik at ignorere folks pakker indtil de bad mig tjekke IGEN, men nu har du afsløret mig!"? Regner han med at hun vil spidde sig på sit poststempel af skam over afsløringen? Tror han at denne kvinde, der som en supplerende oplysning ikke var at regne for nogen årsunge. Hun kan selvfølgelig bare være 23 år og hårdt ramt af den naturlige ældning, en måned hos PostDanmark uværgeligt medfører, men 53 er nok et bedre bud. Hun HAR set de hylder før, gøglerklovn. De er for hende ikke et mysterium af Dan Brown'ske dimensioner. Din pakke er der ikke. Til gengæld er Sverige kun en togtur væk: Gå hen til DSB og gener folk i deres kø.

mandag, september 13, 2010

Jeg har altid været doven af natur. Måske er det derfor, det virkede som et naturligt valg at blive journalist: Det er en form for digtergerning der bare ikke må nøjes med de magre lønninger, som landets poeter ligger og roder med. Tvært imod.
Men så er disse digtere i døgnet, den fjerde statsmagts utrættelige vagthunde, vel også hver eneste krone værd?
Ja uha, der bliver stillet skarpt på magthaverne og stillet spørgsmålstegn ved det bestående. Se bare:
http://avisen.dk/vi-gider-ikke-staa-og-arbejde_133361.aspx
Uha: HVER FEMTE bruger ikke det hæve/sænke-bord, de aldrig har bedt om. Vinklen er ikke at otte ud af ti pligtskyldigst kører bordet op og ned, når nu virksomheden har givet dem en stor klumpet maskine, udstyret med kluntet mekanik på præcis de steder, normale mennesker gerne vil have deres ben. Og så ender vi med en blød landing i stil med at det nok i øvrigt ikke er nødvendigt at lege lift med sin arbejdsplads.
Den dag historien første gang var i medierne, kørte P3-nyhederne den hele dagen som om det var endnu en afsløring af danskernes katastrofale dovenskab: At fire ud af fem bruger deres hæve/sænke-bord. Bare journalistikken havde en knap så man kunne køre niveauet lidt op. Bare en enkelt dag om ugen.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?