News from Hell

Mit lokale stamværtshus hedder ”Stammen”. Det er ikke det værste ved stedet, men det kommer dog alligevel temmelig højt på listen at man ligefrem definerer sig som en bodega, hvor man SKAL komme fast for at føle sig velkommen. Værre er det dog at de har et skilt på døren, hvor der står: ”’Stammen’ er for rygere, men ikke-rygere er også velkomne”. Her bliver det helt ad Helvede til: ’Stammen’ er ikke for ”folk, der ryger”, den er for ”rygere”. De er ikke ”glade mennesker” eller ”festaber” eller ”frisindede”. De er ”rygere”, på den dér indædte Kim Larsen-måde, hvor man bærer sin uvane som en form for badge på brystet, og hvor alle enten har en historie om Onkel John, der røg som en skorsten til han døde som 92-årig eller en ”videnskabelig rapport”, der viser at papmaché er mindst lige så farligt som cigaretrøg, og den er go’ nok, for det stod selv i Ekstra Bladet! Den indædte, passiv-aggressive modtagelse burde i sig selv kunne holde alle nogenlunde fornuftige mennesker ude, især i betragtning af hvor mange rare steder, en by som København tilbyder, men det bliver værre! For alt ved ’Stammen’ er destilleret kedsommelighed. Ikke indretningen eller sortimentet, for selv et spånpladebord med lunke øl fra Fakta kan være en strålende fest med den rigtige stemning. Men ’Stammen’ har åbent fra 07 til 22. Ja! Til klokken 22:00, hvor det regnes for betimeligt at gå hjem, weekend eller ej. Senest! Jeg er ligeglad med om jeg fremstår som en bimlende alkoholiker, men jeg forstår ikke behovet for en bodega, der sparker en ud klokken ti. Det skriger i mine fordrukne ører af socialkontrol af den mest prollede slags, hvor ethvert udsagn med det mindste gran af originalitet belønnes med et ”nu skal Bent vist hjem i seng”. En rest af 1950’erne, der har overvintret i mit kvarter som et dødt tvillingefoster i skulderen på den overlevende. En 1950’er-rest hvor det er overskridelsen af sengetiden, der konstituerer den sociale deroute, og ikke pilsnerøl, som det åbenbart er fint at hælde ned klokken 07:00. En form for lukket samfund, hvor man med den allerstørste respekt for klichéer taler pænt om vejret, forsidehistorien og det for tiden igangværende sportsstævne. Men dæmpet, så bardamen (og det er altid en bardame) ikke skal hæve stemmen og docere sit syn på hvilke emner, det er acceptabelt eller uacceptabelt at bringe til bordet, på ’Stammen”. Og man går hjem klokken 22, så ingen bliver ”pinlige”, hvilket her betyder at tiltrække sig nogen form for opmærksomhed. Det mest tragiske er at stamgæsterne sandsynligvis betragter sig selv som en form for ”livsnydere”, fordi de ryger deres LA eller hjemmerullere, og ikke takker nej til en formiddagsøl, mens den bitre sandhed er at de ikke turde nyde noget som helst, om det så smed sig på gulvet og gjorde sig til som en hunkat i løbetid. (Ikke at jeg advokerer for at misbruge disse). Det er måske fordomsfuldt at frakende min lokale stambodega al ære og den værdighed, dens gæster så febrilsk forsøger at fastholde, men det her er MIN stambodega, hvor jeg er oppe alt for sent på døgnet og usammenhængende alt for ofte, så hvis gæsterne fra ’Stammen’ klager, så er det bare fordi de ikke fatter mine normer og det gode ved mit stamsted.