News from Hell

Som lejlighedsvis lufter af en absolut ufarlig hund, så er jeg pludselig blevet skubbet ind i "føj for de der kamphunde"-segmentet. Jeg har aldrig tænkt over sagen før, men det kan man jo blive tvunget til, når man pludselig deler fortov med en savlende neandertaler, med mord i øjnene. Og hans hund. For det er det mest bizarre ved kamphunde-ejerne: Deres utrolige forsvarsparathed, hvis man tillader sig at trække sin skødehund af vejen: Så skråler de efter en, hvor anstødelig ens adfærd er, og hvor ufarlig, mild og god deres hund faktisk er: "Killer gør sgu ikk' en skid!" Det strejfer dem ikke at det bedste argument for at man er i stand til at tæmme en potentiel dræberhund nok ikke er at skrige aggressivt efter fremmede fyre på Gammel Kongevej.
Men ejerne er mindst lige så kamplystne som deres bæster, og det er noget af det særeste ved den danske debat: Enhver artikel på Ekstra Bladets "Nationen", der handler om endnu en skødehund, skambidt af 48 kilo polsk parallel-importeret monsterhund, får altid utroligt aggressive kommentarer med på vejen fra kamphunde-ejere og -fans, der mener den skambidte hund selv har været ude om det, og at det hele er en mediehetz mod at have dødbringende dyr i sin bolig. Og så trækker de på én statistik fra midtfirserne om at en labrador eller schæfer hyppigere optræder i forsikringsanmeldelser end kamphunde, uden at tænke på at - eller bevidst ignorerende, snarere - at skadens omfang ikke har noget at gøre med anmeldelsernes antal.
Og så ender vi der, hvor vi alt for tit ender i Danmark: At det er det harmløse flertal, der skal argumentere for deres ret til at være i fred. Kamphundefolket har som argument at netop DERES hund er utroligt sød, men ved du hvad, Kevin: Det er min hund også, og skulle den pludselig holde op med at være det, er der max en ankelsok i farezonen. Kan vi ikke få nogle af kamphundeejerne til at argumentere for HVORFOR de skal have en hund, der kan slå ihjel, udover den åbentlyse grund, som er at den ... kan slå ihjel.
Og hvis du er en god og fornuftig kamphunde-opdrætter, der altid har haft en forkærlighed for dræbermaskiner, så er det i min optik "bare ærgerligt", for efter at de bredmulede, tandstærke, snotdumme kamphunde er blevet et "must have"-accessory for segment Brian, så må du indstille dig på at ligne sådan en, når du kommer traskende med dit kræ. Jeg ligner derimod en klassisk Frederiksberg-bøsse med min lille fimsede Cavalier, men det skal du ikke råbe efter mig, for så flænser vi din H2O-sportssok, Brian!

Etiketter: Ekstra Bladet, Kamphunde, Muskelhunde

Efter en tur til Barcelona, må jeg spørge mig selv, om det måske var muligt for dem at slappe LIDT af med det dér "Catalanier-trip" de er ude i. Når man skilter på catalansk OG spansk, på bekostning af et dér kedelige "engelsk", som ingen kender, virker Barcelonerne decideret som stædige børn, der bare insisterer på at deres stavefejl er nye ord, de selv har fundet på. Det har bare den grimme duft af indavl over sig, som hvis en dansk region pludselig satte skilte med dialekt op på gågaden. I Italien er Lega Nord i det mindste åbne omkring at de bare vil af med de fattige i Syditalien, men det lyder selvfølgelig pænere at påberåbe sig en gammel kultur, som set under et mikroskop måske adskiller sig perifert fra resten af Spaniens.
"Vi er unikke; vores måde at gå til tyrefægtning og spise chorizo på er bare HELT anderledes end de andres". Klap din usynlige ven på hovedet fra mig, Catalaner-type.

Jeg har altid betragtet ”ambivalens” som noget lidt vattet: Et fint ord for vægelsind, eller et ord, der mest blev brugt, når RUC-studerende var i tvivl om hvilken pizza, de skulle bestille.
Men nu har det ramt mit liv. Jeg skulle blive 40 før jeg for alvor mærkede en følelse, der ikke kan beskrives bedre end med netop det ord. Den opstod, følelsen, da jeg så en reklame for Københavns årlige ”Kulturnat”, og kom i tanke om at ingen steder havde bedt mig komme og sige noget i den anledning. Ingen overhovedet, og det er mange steder, der så har undladt at ringe, i betragtning af at hver eneste grillbar, museum og kommunale kontor holder ”Kulturnat” for de event-lystne masser. Og det er jo egentlig ret skønt, i betragtning af hvor umanerligt nederen Kulturnatten er, hvis en mand på 40 må anvende slige slangudtryk.
Idéen er jo udmærket, men det er netop det fine ved idéer: Det handler om at folk med indsigt i hvordan idéen vil se ud i praksis får mulighed for at skrotte den, inden det går galt. Men når det handler om Kulturnatten er der ingen mulighed for en afsluttende solopgang: Den er blevet en ”institution”, og de deltagende steder kan se at det hvert år vrimler med folk, og i det nye millennium diskuterer man ikke med en kvantitativ succes. Derfor betegnelsen ”nederen”, som understreger det teenage-fornærmede i min modvilje mod kulturnatten: Den har noget julefrokostagtigt over sig, fordi byen på samme måde som på fredage i december er fyldt med folk, der ikke burde være der: Aldrende magistre fra Hellerup med baret og fjældrøvv, der vandrer omkring med kritiske miner og føler sig mast af folkemængden, hvilket de højlydt bruger det meste af aftenen til at gøre alle opmærksomme på, i en grad så man har lyst til at råbe til dem at de ER den møvende folkemængden, eftersom vi andre kommer her til daglig. Og de afslører faktisk sig selv: Deres egen benovethed over at have forladt funkis-villaen for en aften, slår igennem, når den får dem til højlydt at forlange særbehandling, nu hvor de har taget S-tog gennem hele tre zoner. De vil fx gratis ind til ting, der ikke er med i (og støttet af) ”Kulturnatten”, og jeg har oplevet at de ville have fremrykket et programpunkt, så de kunne ”nå at høre det inden de skulle ud på Christianshavn” eller hvad de to modne damer nu vrøvlede om. Efter sådan en nat går der lige et par uger, før man næste gang taler om ”de forkælede unge”, eftersom 68-generationen med lethed matcher enhver 16-årig når det handler om med stor selvfølgelighed at føle sig som universets centrum. Man er da fx på ingen måde for fin til at sidde på første række og overdøve hvad der sker på scenen med en højlydt firparts-diskussion om hvor man burde gå hen i stedet. Og jeg er da også blevet trukket fat i MENS jeg optrådte af en ældre dame, med praktisk korthåret frisure, der ville have mig til at redegøre for hvornår HENDES foretrukne indslag mon kom på scenen.
Misforstå mig ikke: Jeg har skam haft hyggelige kulturnætter, hvor jeg opsøgte det sted, jeg skulle optræde i god tid, og blev der til Hellerup-horderne var draget hjem igen. Så mine bedste kulturnætter har jeg bare siddet og snakket med søde arrangører og andre der skulle sige eller spille noget, og så gået hjem ved 2-tiden, når gæsterne i bylivet følte de havde fået tilfredsstillende udbytte af deres dyrt købte ”kulturpas” og var draget hjem igen.
Men det slipper jeg for/går jeg glip af, i år, og selvom jeg kommer til at nyde at være hjemme og se den absolut dummeste dvd i samlingen så er det alligevel et overvældende antal steder, der ikke har tænkt sig at jeg skulle dukke op. Så min definition af ambivalens: Når man gerne selv ville have sagt nej.