<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

lørdag, august 25, 2012

Jeg kan godt lide at cykle. Det er den suverænt hurtigste transportform i København, for os, det har ben, men ingen helikopter. Principielt kan jeg også godt lide andre cyklister. I hvert fald mindst 3-4% af dem, men jeg ved bare af erfaring at man skal passe på med at række dem en lillefinger. Hovedparten af cyklisterne i København mener i forvejen at det er deres uindskrænkelige ret at køre lige hvor de har lyst. Af den grund synes jeg at cykelstien langs søerne, hvor man har inddraget halvdelen af gangarealet til cykelsti er en af de dummere ting, Københavns Kommune har anlagt i årtier. På plussiden: Københavns Kommune fremstår miljø- og cykel-venlige. Og... Ja, det var det. På minussiden: Københavns Kommune fremstår som tomme symbolpolitikere, der nægter at tage erfaringer om trafikal adfærd med i deres planlægning. Man har lavet en uoverskuelig sammenblanding af gang- og cykelsti, der kun er adskilt med en tynd streg, som hverken børn, hunde eller turister fatter, hvilket medfører at hverken cyklister eller de mange tusind københavnere der løber langs søerne kan komme forbi. Og selv hvis fodgængere holder sig bag deres "streg", så er stien sine steder så smal at to personer knap kan passere hinanden uden at rave ud på cykel-territoriet, for slet ikke tale om hvis to veninder med barnevogne vælger at følges ad. Så skal alle der vil forbi ud på cykelstien. Cykelstien er afbrudt i enden af hver sø, selvom man udemærket ved at det er sværere at få en cyklist ned af sin cykel end et dementi ud af Søren Pind, så selv når stregen forsvinder zigzagger cyklisterne ind og ud mellem børn, gamle og turister, som troede de skulle have en stilfærdig gåtur ved søerne, uden at blive råbt af og løbet ned. Heldigvis er cykelstien let at sløjfe igen, men det vil jo kræve at cyklister skal køre op til 300 meter længere hvis de skal fra den ene ende af søerne til den anden. Og hvad vil DET ikke betyde for folkesundheden?!?

torsdag, august 16, 2012

En hyldest! 

Kan man undlade at elske BS Christiansen?! En sand globetrotter, en filosof og en opdagelsesrejsende i én kompakt version. En mand, der utrætteligt har udforsket selv de mest øde områder af kloden, endda inklusiv de engelsktalende hvor hans navn endda må give årsag til uendelige mængder af fnisen. Ikke alene har han opsøgt uvejsomme udørker gang på gang, han har også gjort det med ubehjælpsomme TV-værter i hælene, som han har måttet bringe frelst gennem strabadserne, ligesom TV-holdet, tilrettelæggerne og de lokale guider helt havde ladt deres liv i BS's hænder. Hvor ofte har man som seer ikke siddet på kanten af stolesædet og tænkt "KLARER de den?!", eller er programmet et resultat af at en tilfældig canadisk Grizzlybjørn har udvist mediesnilde og sendt memorykortet fra de medbragte kameraer tilbage til TV2 efter at have fortæret de medvirkende? Det jeg holder allermest af ved BS er at han ved sit eksempel - eller også er det bare foregået synkront med hans indsats, men alligevel - har lukket ned for den ellers så trættende tendens til at folk skulle på "overlevelsestur" i tide og utide. Alene navnet var jo tåbeligt, da enhver togtur mellem Randers og Skanderborg jo (forhåbentlig!) er en overlevelsestur. Der var ikke det revisionsfirma der slæbte sine kuldskære ansatte ud i noget tom natur og tvang dem op og ned af træer i en skrigende uendelighed uden at nogen turde sige at de nok lærte mere om deres job og deres samarbejde ved at passe deres arbejde, sammen. Hvor har horder af kun delvist nødvendige mellemledere dog fyldt mine øregange med beretninger om at samle rafter eller bære hinanden på tværs af norske elve, uden helt at kunne koble det til hvordan man konkret gjorde møderne mere effektive, når man omsider fik et bad og slap ud af de til lejligheden indkøbte vandrestøvler. Så tak, BS. Lidt din fortjeneste er det nok. Hvem gider på kursus for at dræbe kaniner, når man kan se på TV2 i den bedste sendetid at Anja Steensig kan? Med mindre det er en form for "Lidl-reklamefilm-uddannelse" er der jo ingen grund til stolthed over at partere mindre pelsdyr hvis halvdelen af Nordisk Films ansatte allerede har gjort det. Så på kaninernes, de norske elve og den almindelige sunde fornufts vegne: Tusind tak, BS. Din filosofiske sans viste sig endnu engang fra sin snedigste side. Du gav os lige præcis den (over-) dosis der fik os til at droppe naturhysteriet og vende tilbage til det 21. århundredes rigtige problemer, uden at håndtere dem per stedfortræder. Din snedige plan lykkedes, så nu kan du godt holde inde. Please....

søndag, august 12, 2012

Giv mig læserbrevsspalterne tilbage 

En af sommerens faste traditioner er masser af sport i TV. Man lægger de store stævner mens folk har fri til at deltage og overvære dem. Egentlig ikke en sammenhæng, det kræver astronomiske mængder kapacitet at gennemskue. Og efter en exceptionelt sportsrig sommer kunne folk uden interesse for andre menneskers kropslige udfoldelser vel egentlig bare læne sig tilbage og glæde sig over at den slags idrætsstævner som OL og EM og Tour de France bliver afviklet i løbet af sommerferien, mens man er på ferie, i sommerhus eller generelt bare burde have bedre at tage sig til end at kigge på ting i TV, man ikke bryder sig om. Men en anden af sommerens faste traditioner er en nærmest uendelige kavalkade af læserbrevsbrok over "alt det sport i tv". Ældre damer af begge køn og i alle aldre skriver avis- og netindlæg med pinagtigt enslydende indhold. For de her sportshadere er det ikke nok at læse ANDRES modvilje mod sport i tv, og tænke "så er det sagt". Nej, de skal alle sammen se deres eget forurettede klynk på tryk. Hvis de så bragte noget nyt til bordet eller hvis en af dem - bare én - havde et bud på HVAD det var, de hellere ville se i fjernsynet, end det der er. Men nej, de spammer bare tanketomt videre som et hylekor af zombier, der bare vil se "noget andet end sport", uden at kunne sætte ord på hvad, og uden at tænke på at selvom man kun har den lille-bitte kabelpakke, så har man stadig to kanaler, der IKKE sender OL for hver kanal som gør. Det mest ironiske er dog at de ikke kan se at de gør nøjagtig det samme, som de bebrejder de danske tv-stationer, som sender sport: De bliver ved med at presse det samme produkt ned i halsen på folk, der ikke er interesserede i den. Vi har læst det. Skriv noget andet eller læs en bog.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?