<$BlogRSDUrl$>

Løse indfald, dumme jokes, stråtanker og andre tåbeligheder, fra en dansk tosse, der burde have bedre at give sig til.

onsdag, september 26, 2012

En mærkelig morgen. 

Jeg ligger i min seng, under min meget varme dyne. Kan mærke hunden ligger op ad mit ben, og høre den trække vejret dybt og roligt. Men jeg kan også høre en lyd inde fra stuen, og min kæreste er allerede taget på arbejde. Har hun glemt noget? Døren ind til stuen går op, og en fremmed pige stikker hovedet ind. Hun går rundt om sengen, tager fat i begge mine hænder og siger noget til mig, jeg ikke forstår. Jeg kigger undrende op på hende og hun siger "jeg skal hente noget" med en mærkelig accent. Hun slipper mine hænder og går ind i stuen igen, og lukker døren efter sig. Jeg vil sige noget, men jeg kan ikke få et ord frem, jeg vil rejse mig og tage tøj på, men jeg er helt paralyseret, og kan ikke røre en muskel. Hunden snorker. Så begynder der at dukke mærkelige tegn op på væggene og på skabsdøren. Nærmest en form for sorte runer, der vokser frem overalt. Flere og flere dukker op, og værelset begynder at rotere. Tegnene roterer den anden vej, og bliver så mange at de vokser sammen til en tæt, sort masse, med et intenst sort skær. Som at ligge indeni Saurons discokugle. Så holder væggene op med at dreje rundt og værelset er stille igen. Jeg er stadig ude af stand til at røre mig, og sveder voldsomt. Frygter sindssygen omsider er brudt ud. Hunden snorker. Døren ind til stuen og døren ud til gangen går begge op, og der er lys begge steder. En anden fremmed kvinde går gennem mit soveværelse, og så kommer en den anden vej. De går forbi hinanden, stadig flere og flere kvinder. For fodenden passerer kvinder hinanden, som var det indgangen til en Metrostation. Hvem kan sove under de vilkår. Så smækker begge døre i, voldsomt, og der bliver stille. Helt stille, bortset fra hundens snorken som igen kan høres tydeligt. Så kommer der skridt inde i stuen. De nærmer sig døren, som bliver åbnet, langsomt og forsigtigt. Min mor stikker hovedet ind. Hun har ikke det lyse hår, hun plejer, men en leverpostejsfarvet, tætklippet frisure. Lidt som Mia Farrow i "Rosemarys Baby". Hun går rundt om sengen og tager også begge mine hænder, og kigger mig ind i øjnene og siger "Jeg har jo været ovre hos Doktor Hauth i Esbjerg!". Jeg anede ikke, der var en Doktor Hauth i Esbjerg, og endnu mindre at min mor konsulterede ham. Jeg kan ikke få et ord frem, og min mund er tør og ru. Mens jeg kigger på hende begynder hendes hår at vokse. Fra den triste cæsarfrisure til en høj, flot Elvis-frisure i blanksort. Jeg synker og får fremknækket et "Mor, dit hår!?" Hun kigger ned på mig og siger "jeg måtte jo til frisøren når vi havde aftalt, vi skulle være sammen i 24 timer". Så vidste jeg, det var en drøm og vågnede.

tirsdag, september 25, 2012

Twitter-tumber. 

Jeg er glad for Twitter. Mest fordi, det er så ukompliceret: Man har 140 til rådighed, og kan bruge dem på lige hvad man lyster, fra at demonstrere sin begejstring for jordbærsyltetøj til en dybsindig samfundsanalyse, hvis man altså kan få den klemt ind på de 140 tegn, man har til rådighed. Det kniber af og til, og faktisk er 140 tegn tit i underkanten, også for vi mindre dybsindige. Så må man forkorte lidt, forenkle og gemme det raffinerede sprog til man har mindre plads. Heldigvis giver Twitter mulighed for lidt biografisk fortolkningshjælp: Hvis man er i tvivl om et tweets betydning kan man kigge på tweeterens selvbeskrivelse og se om den giver spor til hvordan de 140 tegn skal forståes. Står der fx - bare som et tilfældigt valgt eksempel - at brugeren er "komiker" er det måske humoristisk ment, men forklarer beskrivelsen at kontoen tilhører en håbefuld folketingskandidat, er det nok alvorligt. (Jeg undskylder overfor kandidater fra Liberal Alliance der i denne sammenhæng permanent bor i komikkens grænseland). Udover de fortolknings-kvaler som begrænsningen på 140 tegn giver, så er det en fantastisk side: Man vælger selv, hvem man vil høre på, og hvis udgydelser, man ikke er interesseret i: Et princip, man livet igennem har savnet under mange festtaler. Der er heller ingen tvungen gensidighed. Visse typer, som fx en fyr ved navn "Barack Obama" vælger at følge alle, der følger ham. Et princip, der på overfladen fremstår overskudsagtigt og demokratisk (sic), men har den uheldige konsekvens at hvis man tjekker, hvem der følger en tilfældig teenager, så er det fem af hans/hendes venner, og så en enkelt, lidt malplaceret mand på 50 år. Aldrig et godt image for os ældre mænd. Men som sagt behøver man ikke. Man kan følge dem, man synes er sjove, kloge, fede eller dumme at høre på. Man kan fravælge dem igen uden dramaer, hvis de skriver for meget eller for monotont. Og hvis uinteressante personer bliver ved med at skrive til en, så kan man blokere dem, så man ikke behøver se hvad de måtte mene om hisset og hint og ens egen person i særdeleshed. Så hvis det ikke var for 140 tegns-maksimumet, ville twitter være perfekt. Men det er der! Derfor kan det være om ikke nødvendigt, så rationelt at skrive "DSB" i stedet for "Ba-ne-sty-rel-sen". Man kan være tvunget til at springe en mellemregning over og satse på at twitterbrugerne lever op til deres ry som væsentlig bedre begavede end gennemsnits facebooktypen. (Et ry, jeg lige har tildelt dem). Desværre er der flere og flere (virker det som), der ikke forstår det allermest basale princip på twitter: Man har 140 tegn. Fik jeg nævnt det? At det er 140? Altså ikke 150, eller 160 eller endnu flere. Så hvis man er på twitter og sidder og skriver rundt til folk og forlanger grundige udbydninger af deres tweets svarer det til at læse "Min Pony" og knurre over at de ikke skriver mere om skak. Det er som at forlange at folk tager hovedspring i et fuglebad, og jeg skal af erstatningsretslige årsager understrege at det er en dårlig idé. Begge dele. Så kort sagt, og indenfor 140 tegn: Hvis du absolut skal være en idiot, kan du så ikke være en idiot overfor nogle andre?

mandag, september 10, 2012

Danskvandsrøveren og LA på røven. 

Min kæreste gik en tur med hunden en aften. Så vildt er vores samliv. Det var efter vi havde drukket rødvin og set Barnaby, så hun var LIDT opstemt... Hun går op til 7-Eleven for at hente noget danskvand – det var inden vi fik en sodastream-maskine! – og sætter hundesnoren fast på en krog udenfor, og så går hun ind og finder den der kølige, boblende, glatte halvanden liter danskvand. Den der flaske, der har dug udenpå af kondensvand, fordi den bare har den temperatur, der gør hele ens krop danskvandsfrisk. Hun køber den og går udenfor for at løsne sin hund, og så kommer en fyr løbende, og skubber hende omkuld, og tager hendes danskvand. Og så løber han væk igen. Nu er jeg ikke en kriminel mastermind, men det virker som et dårligt kup. Jeg er heller ikke jurist, men det er både vold og røveri, det han laver. Det kan give fængsel i flere år! Hvis dommerne er med på den joke, jeg er i gang med. Men det er ulovligt, i hvert fald. Han burde tænke ”et halvt år i fængsel? Så kan jeg godt nøjes med vand fra hanen!” Men han har jo set reklamerne. Danskvandsflasken med de perlende dugbobler, som folk drikker og bliver klare og lette i deres hoveder. Så han beviser at vi mennesker ikke er rationelle. Det virker sgu ikke, det marked. Så kan jeg næsten tilgive ham for at vælte min kæreste. Når der nu ikke skete noget med hunden.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?