News from Hell

Der er nu ikke noget som ”ansvarlighed”. Bare ordet kan give os en varm, tindrende følelse inden i. Det er nærmest en form for trosbekendelse, henover middagsbordet. Ingen genvej til rollen som Alfahan er så hurtig som at ymte noget om ”økonomisk ansvarlighed”, med lidt saltimbocca eller marokkansk lammegryde i mundvigen. To retter, der går rigtig godt sammen med en kraftig Barolo og en omgang økonomisk sortsyn hos den veluddannede middelklasse. Og når Alfahannen understreger hvor katastrofal økonomien ser ud, så nikker vi synkront og understreger at nu må alle yde en ekstra indsats, fremadrettet og på den korte såvel som lange bane. Uden at vi helt har lyst til at tænke på at henne på vores arbejde er printeren den eneste, der leverer noget konkret og anvendeligt.
Men det dér efterløn er der i hvert fald ikke råd til. Tanken om at folk render og danderer den mest vi knokler er ubehagelig. Og idéen om ligefrem at arbejde en time mere om ugen, mens nogle svælger velbehageligt i den fede, fede efterløn er decideret vederstyggelig. ”Der er brug for alle hænder”, siger vi alvorligt til hinanden, og prøver at undlade at skåle imens, for alkohol og ansvarlighed er Lars Løkke ene om at kunne kombinere med bare et minimum af succes.
Og hvis det ikke lige fordi middagsselskabet var så hyggeligt, ville vi da selv afskaffe den skide efterløn. Men vi har jo så travlt, med børnene og det hele, så det må nogle andre tage sig af. Noget skal de offentlig ansatte vel også lave, andet end at drikke kaffe og holde rygepauser. Hvor svært kan det være? Det er jo ikke vores job at sidde overfor en 52-årig murerarbejdsmand med kroniske rygsmerter og kigge på et punkt lidt over hans venstre skulder, mens vi mumler at vi ikke ser noget til hinder for at han kan varetage et fuldtidsjob. Det har vi heldigvis socialrådgivere til, og det er op til dem at tænke kreativt når den depressive ufaglærte 51-årig kvinde for 5. gang skal placeres et sted. Måske på et apotek, så hun kan få dobbelt op på Citalopram og afskrive det som svind? Noget skal hun lave, for hænder har hun jo, endda op til flere. Og både hun og murerarbejdsmanden må forstå at vi sender et rigtigt dårligt signal ved bare at lade dem gå og drive den af når de runder tres, for det halvandet år de gennemsnitligt skal kæmpe for at få førtidspensionen er trods alt også en besparelse på budgetterne.
Så bare vi kommer af med den efterløn, så ser det langt lysere ud for økonomien. LANGT lysere, siger vi, og så må vi godt skåle. Vi har jo fortjent det, for vi har lige løst et af nationens store økonomiske problemer. Det er utroligt, de ikke kan fatte det, de kronisk ledige.

Generelt kan stærke tømmermænd give anledning til en hvis mistro til menneskeheden, som koncept betragtet.
Men hver 1. januar bliver mine tømmermænd voldsomt forstærket, når jeg oplever normaltbegavede mennesker, der bruger timevis af deres liv (omend dette "liv" ved denne lejlighed kører på lidt nedsat kapacitet) på at se "Skihop fra Garmisch-Pardenkirchen". Lad mig straks understrege at hvis du er en af nationens garanteret ALT for få skihop-afficionados der nyder at betragte disse stolte atleter falde ud fra noget højt med brædder på fødderne, er du naturligvis lovligt undskyldt og fritaget fra min galde og generelle livslede.
Dem, jeg virkelig undrer mig over er de mennesker, der spilder timer, de KUNNE have brugt på at bryde deres nytårsforsætter, på at se et arrangement, de resten af året ville ignorere fuldstændigt. Og hvad begrunder de tidsspildet med? At det er "en tradition". Nej, det er IKKE en tradition. Engang i DRs monopol-tid har en østrigsk mandsling i et øjebliks overmod tilbudt rettighederne til dette hæslige arrangement alt, alt for billigt, hvilket en (med statsradiofonisk garanti) stangvissen mellemleder har taget imod og honoreret med en 50-årig kontrakt.
Og i kontraktens første år så var der ikke andet. Med mindre man tilhørte de heldige, som kunne se noget af lignende underholdningsværdi på svensk eller tysk tv, så kunne man enten se skihop eller foretage sig noget fornuftigt, og med de valgmuligheder er vi jo mange, der så klart foretrækker hjernedød underholdning.
Men i dag har de fleste danske hjem en DVD-samling, der fylder adskillige hyldemeter, hvis de da ikke ligefrem abonnerer på dette "Video on demand" som Yousee har oprettet for at give Stine Steengade noget at rive i indtil hendes mand får filminstitut-bevillinger til et nyt intimt drama om den svære kærlighed. Og der er jo kanaler, der ligefrem sender noget underholdende, hvis man absolut vil se tv. Mon ikke man kunne finde noget mere medrivende end splejsede mænd af finsk eller midteuropæisk oprindelse, tilsat enkelte japanere, der udfører præcis samme hop efter tur? Skihop er jo så kedeligt at man efterhånden mistænker at det er den samme mand som hopper igen og igen, blot med lynskift mellem forskellige variationer af stramtsiddende heldragt?
For det er det allermest deprimerende. Skihop er jo blevet KEDELIGERE med årene. I min barndom woblede hopperne afsted som små børn der tog deres allerførste skridt, og mindst hver tiende styrtede spektakulært og skulle skrabes af bakken, bare der indfandt sig et minimum af sidevind. Det tilførte i det mindste tidsspildet en form for gladiatoragtig storhed, hvor livstrætte drengemænd ofrede deres nørdede liv på vore tømmermænds alter.
Så hvorfor se det? Fordi, det er en "tradition". Det burde være første trin i en IQ-test at man giver 25 point i fradrag til alle, der respekterer traditioner. "Tradition" er jo et fremmedord for "bare fordi". "Tradition" er "Plejer"'s sejlivede fætter. Sylte er opfundet som en straf til alle, der gør ting fordi traditionen tilsiger det: Hvis man æder en gelatine-blævrende klump, baseret på de dele af industri-svinet, der ellers skulle smides ud, fordi det "plejer" man på en bestemt årstid, så fortjener man den kvalme fornemmelse hele vejen ned gennem halsen. Er man straffri, hvis man starter en "tradition" for at blotte sig på en bestemt dato? Kan man undskylde julefrokost-utroskab, med at det er en tradition, og kræver det i så fald, man også spiser sylte?
Kan vi ikke i det mindste starte en tradition for at man skal begrunde sine traditioner med en form for fornuft. Eller i tilfældet skihop, med underholdningsværdi. Tilfør nogle bueskytter, så skal jeg nok kigge med 1. januar 2012.

Etiketter: idioti, nytår, Skihop, traditioner, tømmermænd