News from Hell

Måske er det en overdrivelse. Rettelse: Det er med overvældende sikkerhed en overdrivelse, men alligevel: Store dele af den danske nationalkarakter kan rummes i det faktum at hver gang, det sner mere end en smule, så meddeler politiet i de berørte regioner at de "fraråder unødig udkørsel", og lige så rutinemæssigt ignorerer store dele af befolkningen det fine "råd", og zigzagger omkring i deres biler i snefoget og forsøger at nå frem til et eller andet uopsætteligt familiearrangement. Vi forstår hverken ordene "fråråder" eller "unødig", for Tante Oda har lavet kamsteg! Ja, almindelig sund fornuft foreskriver at man ikke løber risikoen for at hele familien skal tilbringe søndagen i en snedrive ved siden af en landevej, men fornuften må vige for muligheden for at få sprød svær og familiesamvær. Til daglig er den offentlige debat domineret af folk der skubber deres børns sikkerhed og velvære foran sig i et korstog mod alt, der er minimalt risikabelt: Hvis den stakkelt luvslidte ulv ikke allerede var død, så skulle den skydes med det samme, for bare tanken om at den humpede rundt et sted i en skov var ubærlig for kohorten af danske forældre, men når det gælder en form for familieslabberads så må kalenderaftalerne komme før enhver form for rationale. Så skal ungerne mokkes ind i Seat Toledo'en og ud på de spejlglatte veje, og det skal politiet i hvert fald ikke blande sig i! Kusine Elise ville blive SÅ skuffet hvis vi ikke åd hendes stenhårde brunkager hele eftermiddagen! Hvis man hører sætningen "Politiet fraråder unødig udkørsel" på en nogensomhelst anden måde en "bliv for helvedet hjemme, din kæmperetardo" så skulle man overveje om man ikke skulle tage et kursus i politisprog på aftenskole. Og man kan ikke engang betragte det som en god og sund Darwinistisk flokpleje, for når far og mor og to børn i den skolepligtige alder (plus Onkel Arne, der lige så godt kunne køre med), sidder i deres Suzuki på sommerdæk i en snedækket grøft, så skal himmel og hav jo straks sættes i bevægelse for at trække dem fri, i stedet for bare at lade far fryse kuglerne af, så han ikke forplanter sig yderligere. Hvis man kigger ud af vinduet og ser at alt indenfor synsvidde er dækket af sne, så er det naturens egen aflysning af ligegyldige familiesammenrend. Hvis man ved synet af snedriver så langt øjet rækker i stedet tænker "lige vejr til en rask køretur" skulle det give et klip i kortet, allerede inden man satte sig ind i sin bil. Jeg er sikker på at når den selvdøde ulv fra Jylland bliver obduceret, så vil man se at den tog sit eget liv af ren og skær desperation over som art at være blevet udryddet af en så ubehjælpelig race som den menneskelige.

TV2 taber seere. Altså ikke det fine orkester fra Århus, men den dér TV-kanal, der ellers har mange, dejlige programmer om fremmede menneskers haver og boliger og den slags. Det faktum får Politiken til at spørge TV2 Programdirektør, Palle Strøm, om hans bud på en forklaring. http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1769107/seerne-forlader-tv-2-for-drs-nye-aftenprogrammer/ Man kan næsten fysisk mærke frustrationen boble hos Palle, når han siger "... i nogle sæsoner belønner seerne det, de kender i forvejen, i andre sæsoner hungrer de efter nyt..." Det er sgu da også irriterende med de seere og deres mangel på forudsigelighed. Måske skulle TV2 - og det er bare en spontan idé fra min side! - ansætte en eller anden, hvis job det var at forudsige, hvad de hungrer efter, seerne? Mens de overvejer det gale indfald vil jeg komme med mit bud. Jeg baserer det på de eneste to danske programmer, der i nyere tid er transcenderet fra deres base og helt over på et "finere" medie. Først "Bonderøven", der blev for stor til DR2 og måtte over på DR1, og så komedieserien "Klovn", der gik fra Zulu til selveste filmlærredet og blev en af de mest sete filmværker i Danmark nogensinde! Og hvad er så lighedspunkterne mellem de to? Elementært, min kære Strøm: Navnet! Begge er opkaldt efter bandeord, af den godmodige, onkelagtige karakter. Voila! Her har vi hvad det danske TV-publikum hungrer efter, så det er bare at gå i gang. Hvis "Hvem vil være Millionær?" mister seere, så omdøb det straks til "Dompap!" Skal et madprogram trække seere, så kald det "Grødhovedet". Og mon ikke "Toppen af Poppen" havde klaret sig LIDT bedre under titlen "Oggenoggerne"? I kan bare ringe, TV2. Hvis jeg ikke lige svarer er det fordi jeg er i gang med mit nye fiskerimagasin, "Klaptorsk".

Jeg ligger i min seng, under min meget varme dyne. Kan mærke hunden ligger op ad mit ben, og høre den trække vejret dybt og roligt. Men jeg kan også høre en lyd inde fra stuen, og min kæreste er allerede taget på arbejde. Har hun glemt noget? Døren ind til stuen går op, og en fremmed pige stikker hovedet ind. Hun går rundt om sengen, tager fat i begge mine hænder og siger noget til mig, jeg ikke forstår. Jeg kigger undrende op på hende og hun siger "jeg skal hente noget" med en mærkelig accent. Hun slipper mine hænder og går ind i stuen igen, og lukker døren efter sig. Jeg vil sige noget, men jeg kan ikke få et ord frem, jeg vil rejse mig og tage tøj på, men jeg er helt paralyseret, og kan ikke røre en muskel. Hunden snorker. Så begynder der at dukke mærkelige tegn op på væggene og på skabsdøren. Nærmest en form for sorte runer, der vokser frem overalt. Flere og flere dukker op, og værelset begynder at rotere. Tegnene roterer den anden vej, og bliver så mange at de vokser sammen til en tæt, sort masse, med et intenst sort skær. Som at ligge indeni Saurons discokugle. Så holder væggene op med at dreje rundt og værelset er stille igen. Jeg er stadig ude af stand til at røre mig, og sveder voldsomt. Frygter sindssygen omsider er brudt ud. Hunden snorker. Døren ind til stuen og døren ud til gangen går begge op, og der er lys begge steder. En anden fremmed kvinde går gennem mit soveværelse, og så kommer en den anden vej. De går forbi hinanden, stadig flere og flere kvinder. For fodenden passerer kvinder hinanden, som var det indgangen til en Metrostation. Hvem kan sove under de vilkår. Så smækker begge døre i, voldsomt, og der bliver stille. Helt stille, bortset fra hundens snorken som igen kan høres tydeligt. Så kommer der skridt inde i stuen. De nærmer sig døren, som bliver åbnet, langsomt og forsigtigt. Min mor stikker hovedet ind. Hun har ikke det lyse hår, hun plejer, men en leverpostejsfarvet, tætklippet frisure. Lidt som Mia Farrow i "Rosemarys Baby". Hun går rundt om sengen og tager også begge mine hænder, og kigger mig ind i øjnene og siger "Jeg har jo været ovre hos Doktor Hauth i Esbjerg!". Jeg anede ikke, der var en Doktor Hauth i Esbjerg, og endnu mindre at min mor konsulterede ham. Jeg kan ikke få et ord frem, og min mund er tør og ru. Mens jeg kigger på hende begynder hendes hår at vokse. Fra den triste cæsarfrisure til en høj, flot Elvis-frisure i blanksort. Jeg synker og får fremknækket et "Mor, dit hår!?" Hun kigger ned på mig og siger "jeg måtte jo til frisøren når vi havde aftalt, vi skulle være sammen i 24 timer". Så vidste jeg, det var en drøm og vågnede.

Jeg er glad for Twitter. Mest fordi, det er så ukompliceret: Man har 140 til rådighed, og kan bruge dem på lige hvad man lyster, fra at demonstrere sin begejstring for jordbærsyltetøj til en dybsindig samfundsanalyse, hvis man altså kan få den klemt ind på de 140 tegn, man har til rådighed. Det kniber af og til, og faktisk er 140 tegn tit i underkanten, også for vi mindre dybsindige. Så må man forkorte lidt, forenkle og gemme det raffinerede sprog til man har mindre plads. Heldigvis giver Twitter mulighed for lidt biografisk fortolkningshjælp: Hvis man er i tvivl om et tweets betydning kan man kigge på tweeterens selvbeskrivelse og se om den giver spor til hvordan de 140 tegn skal forståes. Står der fx - bare som et tilfældigt valgt eksempel - at brugeren er "komiker" er det måske humoristisk ment, men forklarer beskrivelsen at kontoen tilhører en håbefuld folketingskandidat, er det nok alvorligt. (Jeg undskylder overfor kandidater fra Liberal Alliance der i denne sammenhæng permanent bor i komikkens grænseland). Udover de fortolknings-kvaler som begrænsningen på 140 tegn giver, så er det en fantastisk side: Man vælger selv, hvem man vil høre på, og hvis udgydelser, man ikke er interesseret i: Et princip, man livet igennem har savnet under mange festtaler. Der er heller ingen tvungen gensidighed. Visse typer, som fx en fyr ved navn "Barack Obama" vælger at følge alle, der følger ham. Et princip, der på overfladen fremstår overskudsagtigt og demokratisk (sic), men har den uheldige konsekvens at hvis man tjekker, hvem der følger en tilfældig teenager, så er det fem af hans/hendes venner, og så en enkelt, lidt malplaceret mand på 50 år. Aldrig et godt image for os ældre mænd. Men som sagt behøver man ikke. Man kan følge dem, man synes er sjove, kloge, fede eller dumme at høre på. Man kan fravælge dem igen uden dramaer, hvis de skriver for meget eller for monotont. Og hvis uinteressante personer bliver ved med at skrive til en, så kan man blokere dem, så man ikke behøver se hvad de måtte mene om hisset og hint og ens egen person i særdeleshed. Så hvis det ikke var for 140 tegns-maksimumet, ville twitter være perfekt. Men det er der! Derfor kan det være om ikke nødvendigt, så rationelt at skrive "DSB" i stedet for "Ba-ne-sty-rel-sen". Man kan være tvunget til at springe en mellemregning over og satse på at twitterbrugerne lever op til deres ry som væsentlig bedre begavede end gennemsnits facebooktypen. (Et ry, jeg lige har tildelt dem). Desværre er der flere og flere (virker det som), der ikke forstår det allermest basale princip på twitter: Man har 140 tegn. Fik jeg nævnt det? At det er 140? Altså ikke 150, eller 160 eller endnu flere. Så hvis man er på twitter og sidder og skriver rundt til folk og forlanger grundige udbydninger af deres tweets svarer det til at læse "Min Pony" og knurre over at de ikke skriver mere om skak. Det er som at forlange at folk tager hovedspring i et fuglebad, og jeg skal af erstatningsretslige årsager understrege at det er en dårlig idé. Begge dele. Så kort sagt, og indenfor 140 tegn: Hvis du absolut skal være en idiot, kan du så ikke være en idiot overfor nogle andre?

Min kæreste gik en tur med hunden en aften. Så vildt er vores samliv. Det var efter vi havde drukket rødvin og set Barnaby, så hun var LIDT opstemt... Hun går op til 7-Eleven for at hente noget danskvand – det var inden vi fik en sodastream-maskine! – og sætter hundesnoren fast på en krog udenfor, og så går hun ind og finder den der kølige, boblende, glatte halvanden liter danskvand. Den der flaske, der har dug udenpå af kondensvand, fordi den bare har den temperatur, der gør hele ens krop danskvandsfrisk. Hun køber den og går udenfor for at løsne sin hund, og så kommer en fyr løbende, og skubber hende omkuld, og tager hendes danskvand. Og så løber han væk igen. Nu er jeg ikke en kriminel mastermind, men det virker som et dårligt kup. Jeg er heller ikke jurist, men det er både vold og røveri, det han laver. Det kan give fængsel i flere år! Hvis dommerne er med på den joke, jeg er i gang med. Men det er ulovligt, i hvert fald. Han burde tænke ”et halvt år i fængsel? Så kan jeg godt nøjes med vand fra hanen!” Men han har jo set reklamerne. Danskvandsflasken med de perlende dugbobler, som folk drikker og bliver klare og lette i deres hoveder. Så han beviser at vi mennesker ikke er rationelle. Det virker sgu ikke, det marked. Så kan jeg næsten tilgive ham for at vælte min kæreste. Når der nu ikke skete noget med hunden.

Jeg kan godt lide at cykle. Det er den suverænt hurtigste transportform i København, for os, det har ben, men ingen helikopter. Principielt kan jeg også godt lide andre cyklister. I hvert fald mindst 3-4% af dem, men jeg ved bare af erfaring at man skal passe på med at række dem en lillefinger. Hovedparten af cyklisterne i København mener i forvejen at det er deres uindskrænkelige ret at køre lige hvor de har lyst. Af den grund synes jeg at cykelstien langs søerne, hvor man har inddraget halvdelen af gangarealet til cykelsti er en af de dummere ting, Københavns Kommune har anlagt i årtier. På plussiden: Københavns Kommune fremstår miljø- og cykel-venlige. Og... Ja, det var det. På minussiden: Københavns Kommune fremstår som tomme symbolpolitikere, der nægter at tage erfaringer om trafikal adfærd med i deres planlægning. Man har lavet en uoverskuelig sammenblanding af gang- og cykelsti, der kun er adskilt med en tynd streg, som hverken børn, hunde eller turister fatter, hvilket medfører at hverken cyklister eller de mange tusind københavnere der løber langs søerne kan komme forbi. Og selv hvis fodgængere holder sig bag deres "streg", så er stien sine steder så smal at to personer knap kan passere hinanden uden at rave ud på cykel-territoriet, for slet ikke tale om hvis to veninder med barnevogne vælger at følges ad. Så skal alle der vil forbi ud på cykelstien. Cykelstien er afbrudt i enden af hver sø, selvom man udemærket ved at det er sværere at få en cyklist ned af sin cykel end et dementi ud af Søren Pind, så selv når stregen forsvinder zigzagger cyklisterne ind og ud mellem børn, gamle og turister, som troede de skulle have en stilfærdig gåtur ved søerne, uden at blive råbt af og løbet ned. Heldigvis er cykelstien let at sløjfe igen, men det vil jo kræve at cyklister skal køre op til 300 meter længere hvis de skal fra den ene ende af søerne til den anden. Og hvad vil DET ikke betyde for folkesundheden?!?

Kan man undlade at elske BS Christiansen?! En sand globetrotter, en filosof og en opdagelsesrejsende i én kompakt version. En mand, der utrætteligt har udforsket selv de mest øde områder af kloden, endda inklusiv de engelsktalende hvor hans navn endda må give årsag til uendelige mængder af fnisen. Ikke alene har han opsøgt uvejsomme udørker gang på gang, han har også gjort det med ubehjælpsomme TV-værter i hælene, som han har måttet bringe frelst gennem strabadserne, ligesom TV-holdet, tilrettelæggerne og de lokale guider helt havde ladt deres liv i BS's hænder. Hvor ofte har man som seer ikke siddet på kanten af stolesædet og tænkt "KLARER de den?!", eller er programmet et resultat af at en tilfældig canadisk Grizzlybjørn har udvist mediesnilde og sendt memorykortet fra de medbragte kameraer tilbage til TV2 efter at have fortæret de medvirkende? Det jeg holder allermest af ved BS er at han ved sit eksempel - eller også er det bare foregået synkront med hans indsats, men alligevel - har lukket ned for den ellers så trættende tendens til at folk skulle på "overlevelsestur" i tide og utide. Alene navnet var jo tåbeligt, da enhver togtur mellem Randers og Skanderborg jo (forhåbentlig!) er en overlevelsestur. Der var ikke det revisionsfirma der slæbte sine kuldskære ansatte ud i noget tom natur og tvang dem op og ned af træer i en skrigende uendelighed uden at nogen turde sige at de nok lærte mere om deres job og deres samarbejde ved at passe deres arbejde, sammen. Hvor har horder af kun delvist nødvendige mellemledere dog fyldt mine øregange med beretninger om at samle rafter eller bære hinanden på tværs af norske elve, uden helt at kunne koble det til hvordan man konkret gjorde møderne mere effektive, når man omsider fik et bad og slap ud af de til lejligheden indkøbte vandrestøvler. Så tak, BS. Lidt din fortjeneste er det nok. Hvem gider på kursus for at dræbe kaniner, når man kan se på TV2 i den bedste sendetid at Anja Steensig kan? Med mindre det er en form for "Lidl-reklamefilm-uddannelse" er der jo ingen grund til stolthed over at partere mindre pelsdyr hvis halvdelen af Nordisk Films ansatte allerede har gjort det. Så på kaninernes, de norske elve og den almindelige sunde fornufts vegne: Tusind tak, BS. Din filosofiske sans viste sig endnu engang fra sin snedigste side. Du gav os lige præcis den (over-) dosis der fik os til at droppe naturhysteriet og vende tilbage til det 21. århundredes rigtige problemer, uden at håndtere dem per stedfortræder. Din snedige plan lykkedes, så nu kan du godt holde inde. Please....